10 skridt frem!!!!!! 👏🏼😀

Tilbage i januar havde vi til opgave at skrive om vores refleksioner omkring vores egen faglighed og muligheden for at kunne agere professionelt indenfor de givne rammer og på daværende tidspunkt havde vi begge to rigtig svært ved at sætte ord på det.
For som Maja så fint kunne formulere det; hvordan er man professionel i en ramme hvor deres arbejde er deres liv og identitet? Hvor alt flyder sammen og der fra deres side ikke er den professionelle og private opdeling som vi kender den fra Danmark?

Vi sad på trappen og skulle forestille  at skrive alle vores guldkorn ned, men der kom ikke så meget. For hvordan gør man egentlig det? Jeg havde i hvertfald ikke svaret på det og det eneste jeg kunne få frem var at jeg ikke følte mig særlig professionel, jeg følte mig ikke som en studerende og slet ikke som en pædagog. Der var langt imellem det der gav mening og tanken om, om vi nogensinde ville få et gennembrud begyndte at snige sig ind på os.

Ting tager tid!
Og det har det også gjort for os, men gennembruddet kom og vi er i løbet af den sidste uge gået noget der ligner ti skridt frem.
Det er som om at de nu, efter næsten tre måneder har opdaget at vi er her, at vi bliver ved med at være her, at vi rent faktisk kan bruges til noget og at vi rigtig gerne vil det.

Vi er kommet på skemaet og har selv været med til at planlægge hvilke dage de forskellige aktiviteter og forløb skal ligge.

Vi har stadig vores engelsktimer, som nu spreder sig fra 4-9 klasse, og vi begynder at få en fornemmelse af deres niveau og motivation for at deltage. Vi formår nu at få planlagt timerne så det giver mening for dem, og hvor der stadig er fokus på sjov og leg, og vi gør stor del i at inddrage børnene.

Fra organisationens side har de fra start været meget fokuseret på at vi skulle arbejde med de 5 børn de kalder special-needs-kids, og det er nu kommet på skemaet at vi en gang om ugen skal lave et eller andet med dem.
Vi har dog været lidt tilbageholdende med at planlægge aktiviteter kun for de 5 børn, fordi vi som sådan ikke er interesseret i at tage børnene ud af de sammenhænge og de kontekster de indgår i, for ikke at kategorisere dem som anderledes. Der er især en af pigerne som i den grad er bevidst om hvem hun er, hvordan hun ser ud, hvem der er omkring hende og hvad der foregår. Og vi har bare ikke været så sikre på at konstellationen om at tage hende ud af hendes sociale sammenhænge vil gavne hendes motivation for at deltage i en planlagt aktivitet.
Omvendt er vi også kommet frem til at vi måske bare skal go with the flow, og så se hvad der kommer ud af det, fordi det måske bare er den måde de arbejder på og fordi vi som sådan ikke er her for at lære dem noget, men i bund og grund bare gerne vil gøre noget godt for børnene og samtidig lære en masse om os selv som mennesker og pædagoger.

Vi nærmer os noget der ligner en ugentlig vejledningstime, efter at den daglige leder selv foreslog at vi kunne evaluere ugens timer hver torsdag. Det kan godt være hun ikke selv ser det som en vejledning, men vi griber den og bruger tiden konstruktivt på nogle af de tusinde spørgsmål vi stadig har og får hele tiden.

Derudover har vi også fået sat gang i et skralde projekt eller rettere sagt up-cycling projekt, som vi vil fortælle meget mere om senere.

Relationerne til børnene og de voksne i organisationen bliver bedre og bedre, gennembruddet kom på det helt rigtige tidspunkt, det hele giver mening nu og vores mavefornemmelse bliver bedre og bedre.
Vi er glade og der er også længere og længere mellem regnbygerne efterhånden.

☀🌺🌴

Jagten på det der visum 🙃🙈🙃

Da vi rejste fra Danmark havde vi på forhånd fået os et visum der ville dække os de første tres dage, efterfølgende skulle vi så forny vores visum hver måned. Det var ikke muligt at få et visum der ville dække os alle 6 måneder, selvom det klart ville have været at foretrække.

Vores visum fornyelse skulle vise sig at tage noget der lignede 2,5 uge og 4 gange frem og tilbage til immigrationskontoret. 

Day 1

Passet var pakket, vores sponsor letter var der styr på og vi havde allieret os med Aji, både til at køre os til Denpasar hvor immigrationskontoret er, men også fordi det bare altid er rart med en lokal til at hjælpe lidt med de sproglige barrierer, der nogle gange kan opstå. 

Vi følte os velforberedte og vi kørte hjemmefra kl. 7.30 for at være der i god tid og for at undgå for meget kø. 

Der var ikke særlig mange mennesker og vi kom da også til relativt hurtigt, men så stoppede den gode energi også der. 

De spurgte efter den person der havde underskrevet vores sponsorletter, spurgte hvem det er. Vi havde ingen anelse, vi vidste ikke engang om det var en mand eller kvinde, og måtte derfor fortælle at vi ikke kendte den her person. De fortalte os at den her person skulle møde op personligt sammen med os for at vise id, og for at tilkendegive at det var korrekt at vi skulle have vores visum forlænget. Og de var hverken til at hugge eller stikke i!! 

En snert af frustration begyndte så småt at indfinde sig i os og vi var allerede ved at lægge planer om at rejse ud af landet 😀 

Den snedige plan med at alliere os med Aji skulle vise sig at være ganske godt for han kom ret hurtigt i spil og fik talt med dem fra immigrationskontoret og den daglige leder i organisationen i jagten på at finde frem til den person som havde underskrevet vores sponsorletter og for at få et lille overblik over hvordan vi skulle forholde os til situationen. 

Vi kørte derfor hjem igen fra immigrationskontoret uden rigtig at vide, hvad der lige skulle ske, men med en stak papirer som vi og vores sponsor skulle udfylde. 

Da vi kom ud til organisationen var den daglige leder i fuld gang med at Skype frem og tilbage med den person der havde underskrevet vores sponsorletter og det viste sig at vedkommende ikke boede i nærheden og derfor ville det blive vanvittig besværligt at få arrangeret at han/hun skulle med. (Vi fandt aldrig ud af om det er en mand eller dame) 

Derfor fandt de frem til at en af dem i organisationen her i Tabanan nu skulle være vores sponsor sådan at det trods alt ville blive nemmere næste gang. For ja, han skal med hver gang!! Hvilket er ret tåbeligt. 

Vi aftalte at vi den næstkommende mandag skal køre mod Denpasar igen, med de forskellige papirer udfyldt, vores nye sponsorletter og vores nye sponsor - så kan det da ikke gå helt galt! 

Day 2.

En ting har vi lært - man ved aldrig hvad balineserne lige hiver ud af ærmet af overraskelser. Vi havde igen en følelse af at være godt forberedte, indtil vi på vejen mod Denpasar lige skulle gøre et kort stop ved et posthus for at hente det nye sponsorletter (det må ikke være en kopi eller en printet mail, det SKAL være det originale stykke papir), for så derefter at finde ud af at det brev var blevet sendt til organisationen, trods de dagen forinden var blevet oplyst om at det skulle afhentes på posthuset. Det var altså en køretur på halvanden time hver vej. 

Det kan godt være vi ikke forstår balinesisk, men der var ingen tvivl om at vores sponsor ikke var tilfreds og at han brugte store ord. 

Vi vendte snuden mod Tabanan igen, men heldigvis gik der ikke lang tid inden han fortalte at han havde fået fikset det sådan at en af de andre i organisationen ville komme med brevet så vi ikke skulle tilbage igen. 

Vi ventede i en halv time ca og satte da atter kursen mod immigrationskontoret - lige i tide til deres frokostpause, hvilket betød vi lige skulle vente en time mere. Men vi brugte tiden konstruktivt og fik selv noget at spise 😀 

Præcis kl. 13 stod vi klar og det blev vores tur. Vi afleverede vores udfyldte papirer, vores sponsor satte et stempel og så fik vi ellers at vide at vi kunne komme tilbage om torsdagen for at få taget et billede og betale.

 Are you kidding me??? SÅ  meget besvær for SÅ lidt!! 

Nå jamen okay så. Vi nåede trods alt lige at få afklaret at vores sponsor ikke behøvede med når vi skulle have taget billede og betale. 

Day 3. 

Det var Majas fødselsdag så derfor havde vi igen besluttet os for at vi skulle være der som de første, for ikke at skulle bruge hele dagen på det, og vi kørte derfor hjemmefra 6.45. Det var pænt tidligt og der var ikke meget skøn-sang til Maja – det kom senere på aftenen 😉

Vi var  begge to ret overbeviste om at vi skulle have taget et billede, betale og at vi så ville få vores pas med visum i, med hjem igen. Igen blev vi overrasket! Da vi hver især havde fået betalt og fået taget et billede fik vi udleveret et stykke papir, hvor der stod at vi kan komme igen den efterfølgende tirsdag for at hente vores visum. 

Meget må man give dem, men balineserne er ikke kendt for at arbejde hurtigt. 

Day 4.

Vi havde igen fået det planlagt sådan at vi ville tidligt afsted for at hente vores visum, for at vi kunne nå tilbage til organisationen og vores engelsktimer med børnene, indtil Komang spottede på det stykke papir vi havde fået udleveret at der stod, vi kunne hente det mellem kl 14 og 16. Pis og lort! Det betød at vi igen ville komme til at bruge en hel dag på det fis. 

En halv times tid tog det og vi stod med vores pas og visum i hånden igen. Stemplet d. 2. Feb og med gyldighed til d. 1. Marts – det betyder så også at vi skal igang med hele processen igen allerede fredag i næste uge 🙈

Vi fejrede det med en is kaffe på Starbucks og en tur til et vandfald

☀🌴🌺

Balinesisk bryllup 🙏🏼😀

Et balinesisk bryllup er en stor og vigtig del af livet, da det bliver anset som måden at få den materielle og spirituelle verden til at mødes i harmoni. Det er altså et ritual de kalder, Yadnya.
Brylluppet foregår over flere dage med fest og farver rundt forskellige steder.

Forud for brylluppet tager gommen og hans familie på besøg hos bruden for at fortælle at gommen ønsker at ægte bruden og hendes familie accepterer så og indvilliger i at de skal giftes.
Gommen aflægger derefter hans præst og de ældre i byen et besøg for at rådføre sig omkring hvilken dato der er bedst for afholdelse af ceremonien.
Igen besøger gommen og hans familie bruden og hendes familie, og denne gang har de gaver og ofringer med i form af mad og tøj som et symbol på at deres respekt. Det er også ved denne lejlighed at bruden og gommen udveksler ringe for at bevise de nu er en enhed.
Efterfølgende fortrækker både bruden og gommen til hver deres hjem i tre dage inden de sidste festligheder og ritualer finder sted.
Gommen og hans familie har nu et ritual hvor de skal bede i familiens tempel, hvorefter de skal hen til brudens hjem og ”hente hende hjem” til gommens hus hvor hun nu skal bo sammen med hans familie. Når de kommer tilbage til gommens hus starter den næste del af brylluppet, hvor de sidder sammen, omringet af familien. Her modtager de råd og vejledning og hvor begge familier giver deres samtykke til brudens status og som nyt medlem i gommens familie.
Der bliver udrenset for onde ånder og de gode bliver tilbedt og bliver budt velkommen sådan at brudeparret kan få et godt og rigt liv sammen.

En dag vi sad i bilen sammen med Aji kom jeg (Maja) til at nævne at det kunne være sjovt at opleve et balinesisk bryllup og inden jeg vidste af det var vi inviteret med til hans vens bryllup.
Aji vidste dog ikke, hvornår det skulle finde sted, for det er åbenbart en større videnskab. Det skal tilsyneladende passe sammen med brudens og brudgommens fødselsdage og så er spiller sol og månes cyklus vist også ind på det. I hvert fald skal de ældre i familien spørges til råds og så bliver der fundet en dato.

Halvanden uge før bryllupsdatoen fik vi at vide, at ceremonien var fastsat til 1. Februar. Derudover fik vi besked på at nu skulle der shoppes tøj/stof til tøj og da Nicklas var på besøg skulle han også iføres et balinesisk sæt tøj. Vi kørte hen i en forretning i to etager fyldt med stoffer og det var noget af en forestilling at skulle vælge imellem farver, blonder, mønstre og til sidst et bælte til taljen.
Efter mange overvejelser og farvesammensætninger fandt både Louise, Ingeborg og jeg det helt rigtige. Nicklas var så heldig at det hele var færdigsyet, så han skulle bare vælge mellem mønstre og farver.

Derefter kørte vi til en lille butik, som ved første øjekast bare lignede en lille kiosk med sodavand og snacks, men inde bagved, i det meget lille lokale, stod et par symaskiner og på hele bagvæggen hang der blondebluser og nederdele. Her blev vi målt på alle led og kanter og fik ved hjælp af billeder fra nettet forklaret, hvordan vi især gerne ville have vores bluser, også kaldet en kebaya. For omkring en halvtredser hver ville det blive syet og kunne hentes nogle dage efter.

I mellemtiden tog vi et smut til øen Nusa Lembongan for at fejre Louises fødselsdag. Udover at komme hjem til et rent hus med rent sengetøj og rene håndklæder, havde Aji hentet vores tøj.
Meget spændte prøvede vi det og måtte sande at vi ikke så helt idiotiske ud, som vi måske havde frygtet en smule. Vores såkaldte nederdele som normalt er ét langt stykke stof som skal svinges rundt om kroppen havde vi også fået syet så det var nemmere at tage på. Men nemt var det ikke at gå i, og slet ikke meter-lange skridt, for slet ikke at tale om at det nærmest var umuligt at gå op af trapper i og ind i en bil.

1februar kom og vi iførte os alle festtøjet, nogle lidt mere tilfredse end andre (Nicklas var ikke i sit es).
Ingeborgs søster og veninde, der også var besøg, havde selvfølgelig også fået en invitation. Aji havde fundet en bil, hvor vi alle kunne være og så kørte vi ellers afsted.
Da vi ankom skulle vi gå ind forbi en hel flok af kvinder der sad lige ved indgangen, der gik nærmest et vin af begejstring gennem dem alle da vi trådte ind og det føltes næsten som de ville have klappet, hvis ikke det var fordi selve bryllupsceremonien fandt sted inde i templet ved siden af. Det var lige før vi var en større attraktion end selve brylluppet.

Vi blev budt på lidt kage og en sodavand og en ældre mand spurgte om vi ville overvære ceremonien. Nicklas sagde ja helt uvidende om at vi ville blive ført midt ind i templet og placeret oppe foran, så vi kunne sidde og kigge på brudeparret og de andre gæster, hvilket var super fint da vi først var kommet derind, men turen dertil var rimelig opsigtsvækkende og vi følte lidt vi pressede os på. Men alle var meget søde og hjælpsomme og indtil himlen åbnede sig og det begyndte at styrte ned fik vi set en del af ceremonien. En længere proces, hvor der bliver udrenset for onde ånder, taget imod de gode ånder og ofret diverse ting og sager alt imens røgelse brænder for fulde gardiner og der bliver sprøjtet vand alle vegne. Et ritual der blev gentaget flere gange var at bruden, gommen og hans forældre holdt en blomst mellem hænderne, hvorefter de samlede dem og holdt dem op for hovedet, mens præsten bad for dem og sagde/sang en masse. Det blev gentaget med flere forskellige slags og farver af blomster. Derudover var der også et ritual med at brudeparret skulle skylle deres mund – de fik hældt lidt vand ud i hånden for derefter at skulle skylle munden og spytte det ud igen. Det gør de også for at rense ud for onde ånder og for at vise den anden at de nu er klar til kun at dele livet med modparten.

Desuden var der også et par vidner i form af en and og en hane, som stod i hver deres pose, for en gang imellem at blive taget ud, båret lidt rundt og så placeret i poserne igen. Det gjorde en lille smule ondt i dyrevelfærdshjertet, i hvert fald i mit 🙈

Efter vi havde set det meste af ceremonien, men som varede meget længere end, hvad vi så, blev vi tilbudt mad. Der var en hel buffet af indonesiske retter, som vi bare kunne dykke ned i.
Da vi havde spist fortalte Aji at vi kunne komme hen og møde brudeparret og ønske dem tillykke, hvilket vi selvfølgelig meget gerne ville.

Både bruden og gommen er udstyret med en slags krone, som et lavet af forgyldte blomster. De  rager godt op i vejret og vejer tilsyneladende en hel del, hvilket man godt kunne fornemme på bruden især, hun lignede i hvert fald en der syntes den var meget tung. Men ikke desto mindre var hun fantastisk smuk i både, tøj, udsmykning og make-up.

Vi hilste pænt på dem efter tur og ønskede dem tillykke og bagefter fik vi heldigvis lov til at få taget et billede sammen med dem.

Vi var alle ret taknemmelige og overvældet da vi tog derfra. Det var en stor, virkelig sjov og anderledes oplevelse og meget spændende at få så fint et indblik i kulturen, som også på dette punkt er så anderledes fra det vi kender til i Danmark.

🌺☀🌴

Ikke alt er en dans på roser

Når man taler om Bali vil de typiske billeder på nethinden være sol, hvide sandstrande, palmer, cocktails i skyggen, krystalklart vand – et glansbillede der overgår alle forventninger.
Der sker bare det, at når tidshorisonten hedder et halvt år, et halvt år væk fra familien, kæreste, venner og bekendte, ja så skal der ikke så meget til før glansbilledet krakelerer en smule.
Når dagligdagen i virkeligheden er alt andet end sol, hvide sandstrande, palmer, cocktails i skyggen og det krystalklare vand, men derimod støj og os fra trafikken, små beskidte gadekøkkener, ris i lange baner og udfordringer på jobbet.

Der er så vanvittig stor forskel på om man tager til Bali som turist på ferie i 14 dage eller om man vælger at bosætte sig i et halvt år som vi har gjort. Vi har ikke et sekund fortrudt det, men der ligger rigtig mange overvejelser og forberedelser forbundet med sådan en tur. Vi har heldigvis haft en rigtig god vejleder i Danmark der var med helt fra starten, da vi skulle skabe kontakten til organisationen, og som i den grad har gjort alt hvad han kunne for at forberede os på alt hvad der kan dukke op af ting. Hvordan vi rent praktisk skulle håndtere det at være studerende i et andet land der kulturelt set er så anderledes end det vi kender hjemmefra, hvordan vi fysisk kunne forberede os, og til slut, men også den vigtigste - hvordan vi mentalt skulle forberede os.
Det har været guld værd.
Vi er begge to meget reflekterende, mentalt stærke, rolige og tænker generelt positivt og det har uden tvivl hjulpet os i mange situationer. Vi har efter bedste evne forberedt os på den her tur, og selvom vi synes vi gjorde et godt stykke arbejde hjemmefra, har vi været udfordret på alle områder og alle vores følelser har været i spil undervejs.
Vi bruger hinanden i de situationer hvor det bliver svært, for det bliver svært, det har været svært for os begge to at være geografisk adskildt fra alle dem vi holder af.
God bless Facebook, messenger, FaceTime og alle de tekniske redskaber der findes sådan at vi da trods alt kan være i kontakt med Danmark når vi har brug for det, og ikke er helt afskåret fra verden.
Alt er ikke en dans på roser, selvom det jo faktisk lyder ret så idyllisk når vi ind imellem stopper op og siger til os selv, at vi bor på Bali og skal det i 4 måneder endnu. Vi kniber stadig os selv i armen ind imellem og føler os vanvittige heldige og derfor vil vi også gerne lige understrege at vi har det for vildt og er forelsket i Bali 🙏

Med valget om at drage på eventyr, har vi på samme tid fravalgt noget andet, jul med familien, nytåret med vennerne, fødslen af en ny nevø, runde fødselsdage, kobberbryllup og mange andre ting. Vi har fra start været enige om at vi ikke ville prioritere anderledes, men lige præcis i sådanne situationer bliver det ekstra tydeligt at afstanden er lidt større end en cykeltur eller togtur hjem til familien.
Vores egne fødselsdage er i nær fremtid og min (Louise) skal fejres på en ø der hedder Nusa Lembongan sammen med Maja, Nicklas, Ingeborg (en anden dansk pige der er kommet til organisationen), Aji og Komang og jeg glæder mig, men afviser da ikke at min familie lige får en kærlig tanke med på vejen om at de da rigtig gerne måtte ha været her. 😉

Vi vil rigtig gerne dele ud af nogle gode råd, til andre der drømmer om, eller står overfor en eventuel udlandspraktik, gode råd som vi har fundet ud af er vanvittige vigtige at gøre sig nogle tanker omkring inden afrejse.
Sørg for at afstemme med venner, familier og kærester på forhånd hvor meget kontakt der skal være, hvad i forventer af hinanden, hvad der skal tales om når i ringer til hinanden. Sådan undgår i misforståelser og alle får en god oplevelse. Det har jeg (Louise) ihvertfald erfaret kan være en stor fordel at være i åben dialog omkring inden afrejse.
Gør op med dig selv at der er oplevelser, højtideligheder, familiemæssige og vennemæssige ting du vil gå glip af, sig til dig selv at det er oki, det er møj hamrende ærgerligt, men det er oki. For den rejse og de oplevelser der liger forude, er så vilde at du ikke vil undvære dem.
Gør dig en hel masse overvejelser omkring din mentale tilstand og dit mentale overskud, vær forberedt på du kommer til at trække på alle de redskaber du kender og har. Forbered dig på hvad du kan komme til at se og opleve og erkend hvor du vil blive udfordret. Kun deraf kan du hjælpe dig selv. Tal med din eventuelle rejsemakker, brug hinanden, sænk paraderne og giv hinanden plads og lov til at være glade, triste, frustrerede, lykkelige, kede af det og fuldstændig overvældet over den ultra fede oplevelse det er at rejse ud et halvt år, som både styrker dit væsen fagligt og personligt.

Det er en rejse for livet, grib den og nyd den, men vær stærk og modig.

☀🌴🌺

Når et barn bliver anbragt

Organisationen er et sted hvor børn bliver anbragt hvis deres forældre dør eller på anden vis ikke kan tage vare på dem. Det kan enten være af fysiske, psykiske eller økonomiske årsager. Her kommer de til at bo i en familie med 8-10 andre børn og en mor. I organisationen er der én mand som fungerer som far til de omkring 120 børn der er fordelt ud på 12 huse.

Den måde hvorpå et barn bliver anbragt, sker som oftes ved, at enten forældrene selv, et andet familiemedlem eller en nabo henvender sig til organisationen med en bekymring og et ønske om at få et barn anbragt. De udfylder en form for en ansøgning, hvori de fortæller om familiens og derved også barnets situation.
Efterfølgende tager nogle fra organisationen på et hjemmebesøg. Her taler de med familien, børnene, naboerne, og får et indblik i hverdagen og hjemmets karakter og situation. Grunden til dette hjemmebesøg er for at sikre sig, at henvendelsen holder stik og at der er en reel grund til bekymring, og at der ikke er nogle der udnytter muligheden for hjælp.
Dernæst bliver der afholdt et møde hvor repræsentanter fra organisationen,, staten og socialrådgiver er til stede. Her debatterer de situationen, og kommer til en afgørelse om børnene skal anbringes eller ej.

På Bali bliver de fleste børn anbragt fordi deres forældre er blevet skilt. Der sker det i en skilsmisse, at den økonomiske situation bliver så tilpas forringet at forældrene har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor må anbringe børnene.
Derudover er der skik for at når forældrene bliver skilt skal børnene følge med faren, og finder han en ny familie som ikke kan eller vil acceptere børn fra et tidligere ægteskab, ja så bliver børnene også anbragt.
Som alle andre steder i verden er der også børn, der bliver anbragt i organisationen fordi deres forældre er døde eller er fysisk eller psykisk handicappet, men skilsmisse er den primære årsag til anbringelse.

Vi har været med til et sådan hjemmebesøg hos en familie, hvor tanten havde henvendt sig med en bekymring om familiens to små drenge, og netop et ønske om en anbringelse. Vi var i den grad i et meget lokalt og meget fattigt område, og det var tydeligt at se at recourserne var små.
Det var på en og samme tid vildt spændende og grænseoverskridende. Vi mødte seks mand høj op, tre fra organisationen, en socialrådgiver og så Maja og jeg, og vi fik begge to følelsen af at være total anmassende. Vi stod på sidelinjen, forstod ikke en klap af hvad der blev talt om, men var vidne til andres ulykke. Det er en ret speciel oplevelse, og stemningen var også derefter. Tanten, som havde foretaget henvendelsen var også hende vi talte med, hun var både lettet over besøget, men det var også tydeligt at se hun var trykket over hele situationen.

Vi har i dag fået at vide at drengenes anbringelse er blevet accepteret, og når det sidste papir arbejde er på plads, vil de komme til organisationen og starte en ny tilværelse.

🌴☀🌺

Engelsk på trappen 📖✏️

For nogle uger siden startede vi noget engelskundervisning op. Vi havde på det tidspunkt en smule svært ved at finde vores plads og funktion i det hele, derfor valgte vi at overtage engelskundervisning fra tre svenske piger, der var her i november.
Da vi ikke er taget afsted som lærerstuderende diskuterede vi derfor meget, hvordan vi kan forsvare at undervise i engelsk. Vi nåede frem til at vi i undervisningen skulle ligge vægt på relationsdannelse, læring gennem leg, samarbejde, generel læring og udvikling.
Vi har fået at vide at de i skolen har meget tavle undervisning med stor vægt på det boglige og at det er meget individuelt og konkurrencepræget, vi kunne i stedet godt tænke os at gøre det sjovt, motiverende og også prøve at få samarbejdet børnene imellem i spil. Dermed kan vi også sagtens forsvare vores pædagogiske virke i processen.

I den her uge har vi siddet ude foran huset på trappen når vi har haft undervisning i engelsk.
Egentlig var det fordi det klasselokale vi plejer at sidde i var optaget, derfor rykkede vi ud.
Vi opdagede dog hurtigt at der var en vis fordel i det. Det var ligesom om børnene slappede meget mere af og vi kunne snakke med dem på en helt anden måde. Vi kom ned i øjenhøjde og det gjorde bestemt stemningen meget mere uformel. Derfor valgte vi også at gøre det de efterfølgende dage.

I går legede vi også en navneleg af den simple årsag at vi simpelthen har glemt deres navne. Normalt er jeg (Maja) ret god til hurtigt at huske en masse navne, det har flere år i institution trænet mig godt i, men når navnene lige pludselig bliver indonesiske, hvor et c ikke giver K, men CH-lyd, der skal rulles på r’erne osv, så bliver det ret hurtigt en anden sag.
Vi sad i en rundkreds, startede med at en person sagde sit navn og efterfølgende skulle den næste så gentage navnet og sit eget og så videre derfra. Vi sad midt inde i rundkredsen og kom derfor til kort da det blev vores tur og vi skulle gentage 8-10 navne, men til stor glæde for børnene, der syntes det var vældig underholdende når vi sagde forkert eller ikke kunne huske deres navne.

Vi har planer om at prøve at rykke undervisningen ud af klasselokalet noget mere for netop at fremkalde denne uformelle stemning, hvor vi har mulighed for at komme meget tættere ind på livet af børnene.
Det er jo i høj grad det vi godt kunne tænke os med denne her praktik, at få skabt nogle relationer og kommunikere med børnene. Blandt mange andre kompetencemål og ting vi gerne vil foretage os og stable på benene.
Langsomt, men sikkert rykker vi hver dag fremad med stort tryk på langsomt.

☀🌴🌺

Møde på universitetet 🤓📚

Relativt hurtigt blev vi opmærksomme på at vi selv skal være ret bevidste om vores faglighed og være sikker på at den kommer i spil, sådan at vi i sidste ende kan bestå praktikken. 

Ude i selve organisationen har vi fået den opfattelse at det faglige aspekt ikke er så meget i fokus som vi f. eks. har derhjemme. De tillægger det ikke så stor værdi og er ikke underlagt hele tiden at skulle kunne argumentere fagligt for det de foretager sig. 

Derfor har vi også fået tildelt en vejleder fra universitetet i Denpasar og i fredags havde vi det første møde med dem. De var tre her fra organisationen som var med og der var tre repræsentanter fra universitetet, så vi endte med at være relativ mange til det her møde. 

Vi havde på forhånd haft lidt svært ved at vurdere hvad vi skulle forvente af mødet, men havde fået skrevet nogle spørgsmål ned og fået talt om hvad vi ligesom havde brug for at få overblik over og styr på. På nuværende tidspunkt var det vores training plan der skulle i fokus, sådan vi kunne få styr på hvad vi helt præcist skal lave og hvordan og hvorledes det hele skal arrangeres. 

Den daglige leder, fra organisationen, fortæller hun lige hurtigt vil præsentere os for dem fra universitetet, på indonesisk vel at mærke. Det går de første ti minutter med hvor vi sidder helt uvidende omkring hvad hun fortæller og hvad de taler om. 

Der kommer nogle enkelte spørgsmål til os, og vi formår da også til en vis grad at få fortalt hvad vi har i tankerne, og hvad vi skal have fokus på som det første, men primært bliver det her møde afholdt på indonesisk. 

Det er lidt en special måde at afholde et møde på og vi havde måske begge to forventet at det ville foregå på engelsk, så alle parter kunne bidrage og være med, men der må vi bare sande at balineserne tit og ofte hiver en lille overraskelse op af ærmet. 

Da der er gået en halv times tid fortæller Ms. Tiur at de nu sidder og taler om et fremtidige samarbejde, universitetet og organisationen imellem, uden om UCC f.eks, hvilket jo er rigtig fint, det var bare ikke lige det der skulle være fokus. Vi har opdaget det er rigtig svært at styre sådan et møde når det 95% af tiden bliver afholdt på et sprog vi ikke forstår. 

Til gengæld var det rart at få talt med dem fra universitetet og grundlæggende gik vi derfra med en god mavefornemmelse om at vi nok skal få det faglige aspekt i spil og dækket. Vi fik aftalt med dem at de kommer ud til organisationen en dag, ser området, møder børnene og personalet for bedre at kunne danne sig et overblik over, hvad der vil give mening for os og derved også kunne vejlede os bedre. 

Vi er ved godt mod og glæder os til at komme igang med nogle andre ting. 

☀🌺🌴