Da vi rejste fra Danmark havde vi på forhånd fået os et visum der ville dække os de første tres dage, efterfølgende skulle vi så forny vores visum hver måned. Det var ikke muligt at få et visum der ville dække os alle 6 måneder, selvom det klart ville have været at foretrække.
Vores visum fornyelse skulle vise sig at tage noget der lignede 2,5 uge og 4 gange frem og tilbage til immigrationskontoret.
Day 1
Passet var pakket, vores sponsor letter var der styr på og vi havde allieret os med Aji, både til at køre os til Denpasar hvor immigrationskontoret er, men også fordi det bare altid er rart med en lokal til at hjælpe lidt med de sproglige barrierer, der nogle gange kan opstå.
Vi følte os velforberedte og vi kørte hjemmefra kl. 7.30 for at være der i god tid og for at undgå for meget kø.
Der var ikke særlig mange mennesker og vi kom da også til relativt hurtigt, men så stoppede den gode energi også der.
De spurgte efter den person der havde underskrevet vores sponsorletter, spurgte hvem det er. Vi havde ingen anelse, vi vidste ikke engang om det var en mand eller kvinde, og måtte derfor fortælle at vi ikke kendte den her person. De fortalte os at den her person skulle møde op personligt sammen med os for at vise id, og for at tilkendegive at det var korrekt at vi skulle have vores visum forlænget. Og de var hverken til at hugge eller stikke i!!
En snert af frustration begyndte så småt at indfinde sig i os og vi var allerede ved at lægge planer om at rejse ud af landet 😀
Den snedige plan med at alliere os med Aji skulle vise sig at være ganske godt for han kom ret hurtigt i spil og fik talt med dem fra immigrationskontoret og den daglige leder i organisationen i jagten på at finde frem til den person som havde underskrevet vores sponsorletter og for at få et lille overblik over hvordan vi skulle forholde os til situationen.
Vi kørte derfor hjem igen fra immigrationskontoret uden rigtig at vide, hvad der lige skulle ske, men med en stak papirer som vi og vores sponsor skulle udfylde.
Da vi kom ud til organisationen var den daglige leder i fuld gang med at Skype frem og tilbage med den person der havde underskrevet vores sponsorletter og det viste sig at vedkommende ikke boede i nærheden og derfor ville det blive vanvittig besværligt at få arrangeret at han/hun skulle med. (Vi fandt aldrig ud af om det er en mand eller dame)
Derfor fandt de frem til at en af dem i organisationen her i Tabanan nu skulle være vores sponsor sådan at det trods alt ville blive nemmere næste gang. For ja, han skal med hver gang!! Hvilket er ret tåbeligt.
Vi aftalte at vi den næstkommende mandag skal køre mod Denpasar igen, med de forskellige papirer udfyldt, vores nye sponsorletter og vores nye sponsor - så kan det da ikke gå helt galt!
Day 2.
En ting har vi lært - man ved aldrig hvad balineserne lige hiver ud af ærmet af overraskelser. Vi havde igen en følelse af at være godt forberedte, indtil vi på vejen mod Denpasar lige skulle gøre et kort stop ved et posthus for at hente det nye sponsorletter (det må ikke være en kopi eller en printet mail, det SKAL være det originale stykke papir), for så derefter at finde ud af at det brev var blevet sendt til organisationen, trods de dagen forinden var blevet oplyst om at det skulle afhentes på posthuset. Det var altså en køretur på halvanden time hver vej.
Det kan godt være vi ikke forstår balinesisk, men der var ingen tvivl om at vores sponsor ikke var tilfreds og at han brugte store ord.
Vi vendte snuden mod Tabanan igen, men heldigvis gik der ikke lang tid inden han fortalte at han havde fået fikset det sådan at en af de andre i organisationen ville komme med brevet så vi ikke skulle tilbage igen.
Vi ventede i en halv time ca og satte da atter kursen mod immigrationskontoret - lige i tide til deres frokostpause, hvilket betød vi lige skulle vente en time mere. Men vi brugte tiden konstruktivt og fik selv noget at spise 😀
Præcis kl. 13 stod vi klar og det blev vores tur. Vi afleverede vores udfyldte papirer, vores sponsor satte et stempel og så fik vi ellers at vide at vi kunne komme tilbage om torsdagen for at få taget et billede og betale.
Are you kidding me??? SÅ meget besvær for SÅ lidt!!
Nå jamen okay så. Vi nåede trods alt lige at få afklaret at vores sponsor ikke behøvede med når vi skulle have taget billede og betale.
Day 3.
Det var Majas fødselsdag så derfor havde vi igen besluttet os for at vi skulle være der som de første, for ikke at skulle bruge hele dagen på det, og vi kørte derfor hjemmefra 6.45. Det var pænt tidligt og der var ikke meget skøn-sang til Maja – det kom senere på aftenen 😉
Vi var begge to ret overbeviste om at vi skulle have taget et billede, betale og at vi så ville få vores pas med visum i, med hjem igen. Igen blev vi overrasket! Da vi hver især havde fået betalt og fået taget et billede fik vi udleveret et stykke papir, hvor der stod at vi kan komme igen den efterfølgende tirsdag for at hente vores visum.
Meget må man give dem, men balineserne er ikke kendt for at arbejde hurtigt.
Day 4.
Vi havde igen fået det planlagt sådan at vi ville tidligt afsted for at hente vores visum, for at vi kunne nå tilbage til organisationen og vores engelsktimer med børnene, indtil Komang spottede på det stykke papir vi havde fået udleveret at der stod, vi kunne hente det mellem kl 14 og 16. Pis og lort! Det betød at vi igen ville komme til at bruge en hel dag på det fis.
En halv times tid tog det og vi stod med vores pas og visum i hånden igen. Stemplet d. 2. Feb og med gyldighed til d. 1. Marts – det betyder så også at vi skal igang med hele processen igen allerede fredag i næste uge 🙈
Vi fejrede det med en is kaffe på Starbucks og en tur til et vandfald
☀🌴🌺
☀🌴🌺
Ingen kommentarer:
Send en kommentar