10 skridt frem!!!!!! 👏🏼😀

Tilbage i januar havde vi til opgave at skrive om vores refleksioner omkring vores egen faglighed og muligheden for at kunne agere professionelt indenfor de givne rammer og på daværende tidspunkt havde vi begge to rigtig svært ved at sætte ord på det.
For som Maja så fint kunne formulere det; hvordan er man professionel i en ramme hvor deres arbejde er deres liv og identitet? Hvor alt flyder sammen og der fra deres side ikke er den professionelle og private opdeling som vi kender den fra Danmark?

Vi sad på trappen og skulle forestille  at skrive alle vores guldkorn ned, men der kom ikke så meget. For hvordan gør man egentlig det? Jeg havde i hvertfald ikke svaret på det og det eneste jeg kunne få frem var at jeg ikke følte mig særlig professionel, jeg følte mig ikke som en studerende og slet ikke som en pædagog. Der var langt imellem det der gav mening og tanken om, om vi nogensinde ville få et gennembrud begyndte at snige sig ind på os.

Ting tager tid!
Og det har det også gjort for os, men gennembruddet kom og vi er i løbet af den sidste uge gået noget der ligner ti skridt frem.
Det er som om at de nu, efter næsten tre måneder har opdaget at vi er her, at vi bliver ved med at være her, at vi rent faktisk kan bruges til noget og at vi rigtig gerne vil det.

Vi er kommet på skemaet og har selv været med til at planlægge hvilke dage de forskellige aktiviteter og forløb skal ligge.

Vi har stadig vores engelsktimer, som nu spreder sig fra 4-9 klasse, og vi begynder at få en fornemmelse af deres niveau og motivation for at deltage. Vi formår nu at få planlagt timerne så det giver mening for dem, og hvor der stadig er fokus på sjov og leg, og vi gør stor del i at inddrage børnene.

Fra organisationens side har de fra start været meget fokuseret på at vi skulle arbejde med de 5 børn de kalder special-needs-kids, og det er nu kommet på skemaet at vi en gang om ugen skal lave et eller andet med dem.
Vi har dog været lidt tilbageholdende med at planlægge aktiviteter kun for de 5 børn, fordi vi som sådan ikke er interesseret i at tage børnene ud af de sammenhænge og de kontekster de indgår i, for ikke at kategorisere dem som anderledes. Der er især en af pigerne som i den grad er bevidst om hvem hun er, hvordan hun ser ud, hvem der er omkring hende og hvad der foregår. Og vi har bare ikke været så sikre på at konstellationen om at tage hende ud af hendes sociale sammenhænge vil gavne hendes motivation for at deltage i en planlagt aktivitet.
Omvendt er vi også kommet frem til at vi måske bare skal go with the flow, og så se hvad der kommer ud af det, fordi det måske bare er den måde de arbejder på og fordi vi som sådan ikke er her for at lære dem noget, men i bund og grund bare gerne vil gøre noget godt for børnene og samtidig lære en masse om os selv som mennesker og pædagoger.

Vi nærmer os noget der ligner en ugentlig vejledningstime, efter at den daglige leder selv foreslog at vi kunne evaluere ugens timer hver torsdag. Det kan godt være hun ikke selv ser det som en vejledning, men vi griber den og bruger tiden konstruktivt på nogle af de tusinde spørgsmål vi stadig har og får hele tiden.

Derudover har vi også fået sat gang i et skralde projekt eller rettere sagt up-cycling projekt, som vi vil fortælle meget mere om senere.

Relationerne til børnene og de voksne i organisationen bliver bedre og bedre, gennembruddet kom på det helt rigtige tidspunkt, det hele giver mening nu og vores mavefornemmelse bliver bedre og bedre.
Vi er glade og der er også længere og længere mellem regnbygerne efterhånden.

☀🌺🌴