Projekt up-cycling 🙃👌🏼🙂

Tilbage i februar lovede vi jer at fortælle mere om det upcycling projekt vi fik stablet på benene. Det er sådan at der overalt i gadebilledet ligger skrald og nogle steder ret store bunker faktisk. Vi blev nysgerrige på hvorfor og hvad man evt ville kunne gøre. Vi kunne i hvertfald se at balinesernes forhold og kultur omkring skrald i naturen er et relativt stort problem. Der er ikke de store tanke omkring konsekvenserne for os mennesker, dyrerne, planterne og havet. Og det gælder i virkeligheden alle generationer.

Derfor så vi hurtigt en fordel i at give børnene i organisationen noget viden om konsekvenserne ved at smide skrald i naturen, og vise dem at man rent faktisk godt kan lave mange sjove og brugbare ting af skrald i stedet for at smide det i naturen, da de så forhåbentlig kan være de forbilleder der mangler og til at ændre tankegangen og kulturen omkring hele problematikken.
Der var stor opbakning til projektet og vi fik startet et samarbejde med lærerne fra organisationen og fik afholdt det første møde hvor vi talte om forskellige ting såsom en workshop hvor vi skulle holde oplæg omkring konsekvenserne, vi skulle tale ideer til forskellige ting man kan lave ud af skraldet, der skulle planlægges flere arbejdsdage, hvor vi i fællesskab med børnene skulle lave ting og sager og vi talte om at planlægge en fernisering.

Lad os bare sige det sådan at samarbejdet mere eller mindre stoppede efter det første møde og projektet tog en helt anden drejning end vi havde regnet med. Projektet fik titlen; leadership camp 2017 – a teenager who cares for environment. Det gik fra at være et frivilligt projekt hvor de børn der ville kunne være med, til at børn også udenfor organisationen kunne ansøge om at være med. Til at fokus lå mere på at børnene skulle lære at tage ansvar for eget liv. Workshoppen blev afholdt, dog langt mere formelt og kontrolleret end vi havde regnet med, med taler af diverse undervisningsansvarlige fra Tabanan og ligeledes blev det til at børnene skulle lave ting ud af skraldet som en lektie og ikke i fællesskab med hinanden som vi havde forestillet os. Da vi i sidste uge kunne se tiden var ved at løbe ud for os og vi stadig ikke havde afholdt de såkaldte arbejdsdage og stadig ikke fået planlagt ferniseringen, blev vi klar over at projektets udfald i hvertfald ikke blev som vi havde tænkt, men vi havde endnu ikke helt opgivet håbet.

Derfor fik vi lynhurtigt planlagt en dag hvor vi i fællesskab med børnene, kun fra vores organisation, kunne up-cycle og at børnene derefter skulle lave en lille præsentation af, hvad de havde lavet. Det blev en hyggelig dag og børnene var virkelig kreative.

Hvorfor gik det galt? Tja vi ved det ikke helt og har brugt timer på at tale om det og reflektere, men den helt grundlæggende ting er måske de sproglige barrierer, som vi må erkende der har været, og fyldt relativt meget. Samt at de simpelthen bare arbejder markant anderledes med børnene end vi gør i Danmark. Én ting har vi i hvertfald lært og det er at tydelighed er væsentlig når man skal samarbejde med en række mennesker som ikke taler det samme sprog og som ikke har de samme kulturelle baggrunde.

🌺🌴☀️

Hej Danmark 🙏🏼😍

Om præcis seks dage står vi atter i Danmark og et halvt år er gået. Et halvt år med masser af oplevelser, faglige og personlige udfordringer og udvikling. Vi glæder os til at komme hjem. Den sidste uge har vil talt en hel del om, hvad det er vi glæder os til, og der er meget. Vi glæder os f.eks. til at komme hjem til et velfungerende køkken med vores egne ting, et køkken hvor vi ikke altid lige skal tjekke vores ting og madvarer for myre, inden vi kan bruge det. Vi glæder os til at der ikke hvert andet øjeblik lige løber en kakerlak hen over gulvet, og så glæder vi os til at vi ikke konstant render rundt og sveder. Men helt grundlæggende glæder vi os til at komme hjem til venner og familie igen og dele en masse knus og kram ud.

Ligeså vel som det er vigtigt at forberede sig på afrejsen til et halvt år i udlandet er det også vigtigt at forberede sig på at komme hjem igen. Vi har haft helt forskellige tanker og følelser omkring vores hjemrejse og fundet ud af at der skal være plads til det og at det er vigtigt at vi har kunnet rumme hinandens tanker og følelser omkring det.

Louise skriver:
Indtil for ca en uge siden var jeg slet ikke klar til at tage hjem og gik egentlig rundt og var lidt små nervøs for om jeg kunne finde mig til rette i Danmark igen. Jeg har hele vejen igennem følt mig vanvittig godt tilpas her på Bali, jeg føler mig godt tilpas med menneskerne, naturen, kulturen og livet her på Bali, og synes lige pludselig ikke at Danmark trak særlig meget i mig. Ikke lang tid efter vores ankomst, tilbage i december måned, gik jeg rundt og legede med tanken om at flytte hertil for et år eller to og havde det ikke været fordi jeg har en uddannelse der hjemme som jeg skal gøre færdig, så var chancen for at jeg var blevet relativ stor.
Men hjemrejsedatoen er sat og brugte en uges tid på at tale lidt fornuftigt med mig selv. Samtidig fik jeg sat ord på min nervøsitet, fik sagt det højt og talt om det, hvilket i virkeligheden nok gjorde hele udfaldet. Maja lyttede og anerkendte mine tanker og følelser, som gjorde at jeg nu kan sige at jeg er klar, min trommehinde er helet, der er givet grønt lys fra lægen om at jeg må flyve og at jeg virkelig glæder mig til at komme hjem til familien og Danmark. 😃👏🏼

Maja skriver:
I modsætning til Louise har jeg følt at der var en masse der trak i Danmark. En kæreste, som jeg skal flytte sammen med, en nevø jeg ikke har mødt endnu og så elsker jeg København om sommeren og som tidligere skrevet venner og familie.
Jeg har virkelig nydt at være på Bali, fået sindssygt mange gode oplevelser, som jeg ikke havde fået i en dansk praktik og dermed også udviklet mig både fagligt, men i den grad også personligt. Jeg ville aldrig bytte dette halve år ud for noget andet og har hele tiden været så glad for at Louise og jeg kæmpede til det sidste og fik det hele til at gå op i en højere enhed, så vi kunne komme afsted.
Jeg må dog indrømme at da jeg har boet i udlandet af to omgange før (inden for Europas grænser, i Frankrig) er jeg her på falderebet ved at være mættet af at bo i udlandet og glæder mig i den grad til at have kæreste, venner og familie tæt på. Og så glæder jeg mig helt enormt til dansk mad og det danske supermarkeds indkøbsmuligheder, som jeg synes er noget mere nuanceret end, hvad i har fundet frem til her på Bali 😋
Alt i alt rejser jeg hjem med en god følelse i maven, en hel del oplevelser og erfaringer rigere.
Så tak for denne gang Bali, tror jeg godt jeg kan sige på vores begges vegne

 🌺🌴☀️

Det balinesiske køkken 👨🏼‍🍳🙂🙃👩🏼‍🍳

Det er næsten ligemeget hvorhen du kigger når du er på Bali så er der rismarker, små som store, ude i ingenting og midt inde i byen. Du kan sågar tit opleve at du sidder på en restaurant og spiser og din nabo er en rismark.. Det er nu ganske hyggeligt og de er vanvittig flotte, men vi må også bare sande at ris fylder enormt meget i det balinesiske køkken. Det udgør hovedingrediensen i morgenmaden, frokosten og aftensmaden. De spiser simpelthen ris til alt og på alle tidspunkter. Efter næsten seks måneder har vi stadig ikke forstået hvordan de kan spise ris hele tiden uden at blive træt af det. Komang plejer at sige; no rice no power. Vi ved ikke helt om vi er overbeviste, føler nu godt vi kan få vores power et andet sted fra. Og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed at vi virkelig glæder os til at komme hjem til noget dansk mad, bare et simpelt stykke rugbrød med leverpostej.
Vi glæder os til at vi ikke hver dag skal kigge lettere frustreret på hinanden og tænke, hvad fanden skal vi spise, som ikke nødvendigvis er ris? Men at vi kan gå ned i supermarkedet og bare vælge lige præcis det vi har lyst til. Det balinesiske køkken er ikke kendt for variation.

Risen udgør som sagt hovedingrediensen i det balinesiske køkken, både som plain eller stegte ris,  en lille smule kylling, meget sparsomt ser det ud med grøntsager og begrebet om at spise med øjnene kender de ikke så meget til. Det er farveløst og til tider jævnt kedeligt at kigge på. Til gengæld er de hamrende glade for at stege i palmeolie og der bliver ikke sparret på det, og det bliver altså bare en smule fedtet i længden.

Ikke desto mindre vil vi da gerne vise jer nogle af de ting vi har spist det sidste halve år, og synes da også grundlæggende at det balinesiske køkken skal smages og opleves, hvis ferien går hertil.

Maden er typisk opbevaret færdig tilberedt i sådan et vindue

Og hvis ikke du spiser på en restaurant eller en warung som de små gade-køkkener også hedder, ja så kan du jo altid snuppe et rullende scooter et af slagsen.

Friture stegt blade og reje Chips 

Gado Gado 

Babi Guling

Noget friture stegt kartoffel halløj 

Cap Cay

Noget med noget bønnespire og peanutbutter sovs på noget omelet agtigt noget

Noget grønt ris-snask 

En blanding af Mie Goreng og Nasi Goreng 

Nasi Goreng 

Nasi Ayam 

Babi Guling 

🌺🌴☀️

Alle gode gange tre og vi er stadig forelsket i Gili Air

Tre hurtige anbefalinger hvis i skulle være så heldige at Gili Air er på jeres rejse destination.

Ja vi var nødt til det igen! 😉
Gili Air skulle simpelthen opleves igen og denne gang blev det med Nicklas, Majas mor Lisbeth og hendes veninde Lone. En dejlig tur og gensynet var skønt. Ikke mindst at blive vel modtaget i receptionen på hotellet med; welcome back guys, nice to see you. 😀
Igen boede vi på Oceans 5 dive resort, som ligger dejlig tæt på havnen, og som byder på lige det vi efterspørger – fine værelser, dejlig pool, og et altid imødekommende og hjælpsom personale. Derudover har de i deres lille coffee-shop en skøn gulerodskage som også er værd at smage 😉 Navnet på hotellet indbyder ligesom til det og er et oplagt sted at søge hen hvis dykkerlysten skal stilles. Desværre blev jeg (Louise) stoppet i min plan om at skulle ud og dykke med dem, så skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men de virker som nogle kompetente mennesker som vægter sikkerhed højt. Vi har i hvert fald kunnet se alle tre gange at der ikke er nogle nybegyndere der kommer ud i havet at dykke før de har været en grundig instruktion igennem i poolen.

En god burger, god pizza, lækre fritter og kolde cocktails kan du finde mange steder, men vi må nu engang sige at Mowies Bar er det bedste og de er generelt leveringsdygtig i skøn og dejlig mad og vi kan ikke få nok. For som Maja siger; når man nu har fundet et godt sted så er der vel ingen grund til at prøve noget andet.
Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Noget vi har lært er at standarderne varierer meget og at der kan være vanvittig langt imellem det gode måltid. Så det blev da også til en del måltider på Mowies samtidig med at vi igen nød en fuldstændig fantastisk solnedgang.

Vi er så privilegeret at have to stk. mandfolk som alle tre gange har hjulpet med transporten til Gili. De to første gange var med et selskab der hedder Sindex og den her gang var med Semaya. Og for henholdvis 500.000 og 450.000 IDR, alt efter selskab er vi blevet hentet i bus på et hotel i Ubud og kørt til Padang Bai og videre derfra med båd til Gili Air. Hjemturen er selvfølgelig med i prisen. Der er fordele og ulemper ved begge selskaber, men grundlæggende rigtig fine og vi er kommet frem og tilbage uden skræmmer.

☀🌺🌴

En tur på sygehuset 😷

Med bloggen har vi jo lovet jer at dele ud af alle vores erfaringer og give jer anbefalinger med på vejen. Denne anbefaling er dog en vi havde håbet på ikke ville blive nødvendig, men trods alt en ganske god en af slagsen, hvis uheldet skulle være ude.
Fordi – hvis I på jeres ferie til Bali skulle få brug for sygehus hjælp så kan Ubud Health Care klart anbefales. De er super søde, meget imødekommende og gør alt hvad de kan for at hjælpe, og ikke mindst er der ikke særlig meget ventetid.
Jeg, Louise, måtte desværre en tur på sygehuset i torsdags. Heldigvis kun for at blive tilset af en ørelæge, da mine ører ikke helt har artet sig normalt efter min dykkertur.
Diagnosen lyder på en sprængt trommehinde, som heldigvis heler sig selv i løbet af et par uger, men det betyder også at der ikke er mere dykning og snorkling til mig resten af vores 5 uger på Bali. Øv! Men alt er oki, jeg er bare lidt små døv for tiden 🙈😂

Dykkertur, ligbrænding og delfintur ✌🏼🙈😎

Den forgangne uge har børnene haft fri pga endnu en helligdag, Galungan Day, hvor balineserne fejrer sejren mellem det gode og det onde. Det betød i den forbindelse at børnene har været på ferie hos deres biologiske forældre og da der derfor ikke ville være nogle i børnebyen besluttede vi os for at så skulle vi på endnu et eventyr.
Det blev nordpå, et sted oppe i bjergene.

Vi må sige at Lovina bød på lidt af hvert, og ligbrænding på stranden var ikke lige noget vi havde forudset vi skulle blive en del af. Men ganske interessant var det bestemt, og vores nysgerrighed var igen for stor til at vi kunne sige nej.
Som til så mange andre ceremonier var der også her en hel del ritualer der skulle gennemgåes. Liget var placeret i en kiste som vi kender det fra Danmark, offergaverne var sat op på et slags alter som de havde lavet, der var balinesisk musik, en mand som sang/sagde de forskellige bønner, en anden mand som stort set hele ceremonien igennem sad og ringede med en lille klokke og en flok damer der rendte rundt og sprøjtede vand ud over kisten og dem der sad ved siden af og bad.
Da alle de her bønner var overstået blev vi en smule overrasket over at de lige pludselig tog liget ud af kisten igen, for at placere ham på et stativ som de havde sat op hvor selve brændingen skulle finde sted. Der lå han, svøbt i et hvidt klæde, og med offergaverne ved hans side og lidt penge med på hans sidste rejse blev der ellers sat ild til ham.
Puf og han var væk. En interessant, men også lidt mærkelig oplevelse at være med til. I Danmark ville vi jo aldrig stå og se på at vores kære brænder op, for så derefter at gå ud og spise frokost. På den måde har de altså her på Bali et helt andet forhold til døden og en helt anden måde at sige farvel på.

Trods at vi begge sys det er sjovt at snorkle var Maja alligevel ikke helt overbevist da jeg begyndte at snakke om at ville dykke, så jeg havde min dykker-debut sammen med Ingeborg, og det er bestemt noget der skal udforskes endnu mere. Både fordi der er sindssyg meget teknik i det, men også fordi jeg er vanvittig nysgerrig på hvad der gemmer sig længere ende.

Derimod var der ingen af os der havde de store kvaler ved at skulle stå op 05.15 i tirsdags for at komme på delfinsafari. Maja havde faktisk allerede inden afrejsen til Bali sagt at hun ikke ville rejse hjem igen før hun fik set en delfin.
Der blev i den grad sat flueben ved det punkt på listen over ønsker. At sidde på en lille båd på det åbne hav med sin morgenthe omringet af noget der ligner 60 delfiner stryger klart til top tre over det vildeste og smukkeste vi har oplevet, måske det i virkeligheden lander på 1. pladsen. Det er en af de oplevelser som vi ikke kan forklare hvor vild og fantastisk det var, men noget der skal opleves. Får i muligheden for at tage til Lovina og på delfinsafari - så gør det!!

☀🌴🌺