Vi har trukket stikket fra dagligdagen og er draget mod Kuta for at holde jul, med lidt afslapning og luksus. 👏🏼
Vi har hele måneden igennem talt rigtig meget om at den traditionelle december-følelse og julestemning ikke rigtig er der på samme måde som hjemme i Danmark, derfor gør det os bestemt heller ikke noget at dagen i morgen skal bruges ved poolen ☀ og lækkert mad som ikke er and og brun sovs 😉
Vi håber i alle sammen får en skøn og dejlig dag med familien, og vi ønsker jer en glædelig jul 🎅🏼
Det er mandag og vi kigger tilbage på en uge som igen har været med lidt blandet følelser og frustrationer, men ikke desto mindre føler vi at vi er godt på vej og kommer tættere på børnene, tættere på vores vejleder og tættere på noget der ligner en hverdag og rutine.
Flere gange i den forgangne uge har vi oplevet, ikke at blive fortalt hvad der skal ske, hvilket resulterede i at vi var lettere uforberedt på nogle områder. Børnene har lige fået juleferie så derfor stod ugen på sjov og leg.
Fredag, lørdag og søndag stod den på camping og vi valgte at være med om lørdagen. Uden nogen som helst informationer omkring dagens program mødte vi op i slippers og en lille flaske vand for derefter, undervejs på en gåtur, at finde ud af at det altså drejede sig om et 10 km langt orienteringsløb.
Distancen i sig selv var ikke lang og uoverskuelig, men vi indrømmer at det ret hurtigt blev det eftersom vi var total uvidende og uforberedte.
Oveni det foregik det i nærområdet af organisationen, hvilket vil sige i skov og kuperet terræn. Maja havde sat sin telefon til at måle distancen og samtidig ku den fortælle os at vi er gået opad, hvad der svarer til 31 etager - ret hurtig ku vi godt forstå hvorfor vi svedte og havde det hårdt 😂😱 og det kan stadig mærkes i ben og ankler i dag, mandag..
Udfordringen var i virkeligheden også at området var vanvittig smukt og spændende, men frustrationen over at være udforberedt overskyggede reelt set det der kunne ha' været en god og smuk gåtur.
Vi er blevet bevidste om at vi selv må opsøge de informationer vi har brug for, også selvom det betyder vi skal spørge om det samme 100 gange. Vi har ikke noget godt bud på, hvorfor de ikke af sig selv inddrager os og informerer os noget mere, men et halvt år med dette informationsniveau er vi ikke helt gearet til, så vi tager sagen i egen hånd. 💪🏼😃
I mandags tog vi den beslutning at det var tid til at vi skulle blive uafhængige.. Forstået på den måde at tiden var inde til at vi skulle kaste os ud i at køre scooter til og fra organisationen. Vi brugte weekenden på at øve lidt, men at køre frem og tilbage i et lukket område er bare ikke det samme som at vove sig ud i trafikken. 😝
Maja tog hurtigt den beslutning at jeg skulle køre, og jeg tænkte - oki så gør jeg det!!
Jeg indrømmer også at det var en smule angstprovokerende og det var med bankende hjerte at jeg mandag satte mig klar på scooteren og Maja satte sig bagpå og at vi så var ellers var klar til at indtage trafikken..
Det er meget forskelligt om man sidder foran og styrer eller om man sidder bagpå og vi har derfor haft hver vores oplevelse af den aller første scooter tur. 😎
Maja:
Med bankende hjerte og rystende ben satte jeg mig bag Louise på scooteren. Det der med at skulle ud og køre i trafikken her på Bali var rimelig grænseoverskridende. Normalt kan jeg bedst lide når det er mig der styrer rettet, men det her med at køre scooter har jeg altså ikke helt fået fat i endnu. Jeg synes den er for tung og føler mig for usikker til at turde kaste mig ud i trafikken. Så da Louise aftenen før annoncerede at nu var vi klar, måtte det jo selvsagt også være hende der tog styringen.
Fra vores boligområde kommer man ud på hovedvejen midt i et sving og så skal man over på den anden side af vejen for at komme til højre, da man kører i venstre side her på Bali. For mig at se var det den største forhindring, fordi der altid er mange biler, men Louise kastede sig ud i udfordringen og krydsede vejen uden problemer. Da først vi var kommet ud på vejen gik det som smurt, jeg kunne sådan set bare sidde bagpå og nyde udsigten og hilse og smile til alle balineserne, der tilsyneladende synes vi ser yderst underholdende ud 😂
Louise kørte eksemplarisk hele vejen og da vi nåede frem var jeg jublende og fyldt med gåpåmod og følelsen af frihed. En fantastisk følelse af at vi ikke var afhængige af andre mennesker mere.
Louise:
Oki, bremsen er der, jeg speeder op med højre håndtag og for Gud skyld husk at køre i venstre side Louise. Det var noget af det der kørte på højtryk inde i hovedet på mig da vi satte kurs mod organisationen. Jeg var total angst over at skulle krydse hovedvejen, og tænkte; det kommer aldrig til at ske. Jeg har luret at høflighed ikke sådan rigtig er til at få øje på i trafikken og den måde hvorpå man ligesom kommer ud på vejen er ved at møve sig ind, det er bare ikke så skide nemt når man skal krydse en yderst trafikeret vej og der slet ikke er nogen der giver plads. 😳
Oki, der kom et hul - så er det nu Louise, speed op og hold nu balancen og husk at bremse lidt mens du drejer.. Husk at slukke for blinklyset, hold øje med vejen - der er seriøs dårlige veje her på Bali så det er nemt at komme til at køre ned i et hul. Venstre side, Venstre side!!! Oki, hold øje med alle bilerne, hold øje med alle scooterne, hold øje med alle menneskerne.. Ventre side, venstre side!!! Brems mens du drejer..
Jeg var DYBT koncentreret hele vejen derud og selvom det sådan set kun går ligeud så var det nervepirrende, angstprovokerende, men sikke en forløsning da vi nåede frem, jeg var jublende og helt høj på det, og den følelse af frihed det gav os, gjorde at det var det hele værd.. 🙌🏼😂🙈
Der er ikke nogen af os som før har prøvet at køre en scooter så det var måske også lidt vovet at første gang skulle være på Bali og i en trafik som den der er her. De kører som gale, dytter af alt og alle, men vi føler os ret flyvende hvis vi selv skal sige det 😜💪🏼
I weekenden kunne vi endelig rykke ind i det hus vi skal bo i resten af vores tid på Bali - godt nok bor vi stadig på samme værelse, da det andet i huset er lejet ud hen over julen og nytåret, men fra januar har vi hele huset for os selv. 😀👏🏼
Det bliver SÅ skønt at kunne få pakket ordentlig ud, få skabt os en base og en hverdag. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været ret stressende og til tider frustrerende at vi fra starten ikke havde en ordentlig base, men samtidig er vi begge vanvittig glade for at vi har gjort det på den måde og ikke sagt ja til noget hjemmefra.
Balinesiske standarter og behov er bare noget andet end dansk, men vi har fundet et godt og dejligt sted.
Det er har været en uge med både op- og nedture, modløshed og kampgejst. På den ene side er ugen gået sindssygt stærkt og på den anden side er den gået langsomt.
Vi har været fuldt optaget hele tiden og vores hjerner har kørt på højtryk, men vi har begge en følelse af at være glade for at have taget den her beslutning om at være i praktik her i et halvt år.
Siden søndag aften har vi boet i det guesthouse vi endte i efter den lidt kaotiske og lange taxatur. Medarbejderne er utroligt søde og hjælpsomme. Vi er blevet kørt frem og tilbage til arbejde hver dag (selvfølgelig mod betaling).
En dag efter arbejde ville vi finde noget mad og vi har været på en restaurant eller måske nærmere et gadekøkken efter deres anbefaling, hvor vi fik noget der hedder Babi Goling - helstegt fyldt gris med ris til.
Derudover har vi i den grad fået oplevet det lokale Bali-køkken, vi har spist nogle yderst suspekte steder, hvor hygiejne nærmest er ikke-eksisterende, men maden er velsmagende og maverne har indtil videre bestået prøven 👌🏼😜
I Tabanan Kota (centrum) er der marked hver aften, hvor man kan købe mad, frugt, tøj og en masse andet, der blev vi også taget med en aften og fik aftensmad og balinesisk slik/dessert, som i øvrigt kan beskrives meget kort - klistret!
Det er en smule angstprovokerende at smage på noget som vi ikke ved hvad er, men til gengæld blev vi enige om at vi aldrig selv ville ha købt det så det er egentlig også ret fedt at vi har lært nogle lokale at kende som netop kan gi os de oplevelser vi ikke selv ville opsøge.
Vi må derfor også indrømme at vores første antagelse af Tabanan nok i virkeligheden ikke holder stik, da vi har fundet ud af, at det vi troede var Tabanan by faktisk var en lille forstad til selve byen.
Desuden er vi ved at forhandle en god pris på plads på et hus der ligger lige ved siden af det vi bor i nu. De har den her uge været i gang med at sætte det i stand og det skulle gerne stå færdigt en gang i næste uge, så vi kan rykke derind. Godt nok kun på et værelse til at starte med, men til januar får vi så hele huset og hver vores værelse.
Vi venter på om de vil acceptere vores bud, og vi glæder os til at kunne pakke ordentlig ud, få skabt os en ordentlig base og starte hverdagen for alvor - 14 dage i en kuffert er lettere kaotisk!
Ude på vores arbejdsplads har vi også været på en følelsesmæssig rutschetur. Nogle gange virker det helt uoverskueligt, hvordan vi overhovedet skal få kontakt til børnene og blive en del af deres hverdag og aktiviteter, men så en gang imellem ser vi nogle små gennembrud. Vi må nok bare væbne os med tålmodighed og så langsomt få opbygget relationer.
Her er uendeligt mange muligheder for at lave nogle fede aktiviteter og vi skal nok bare lige i gang, så begynder det at give mening. Sleve området er enormt frodigt og vanvittigt smukt og Danmark kan godt pakke sammen 😉
Hver dag har vi gået en tur rundt i området, for ligesom at vise ansigt og vi kan mærke at det rent faktisk har været godt, for vi får talt med flere og flere børn, og de begynder at ku genkende os og hilser noget mere på os.
I starten blev vi en smule overvældet over at alle børnene kom hen og gav hånd til os, men vi fandt hurtigt ud af, at det altså er sådan de viser respekt og høflighed overfor deres medmennesker.
Alt i alt går vi på weekend ved godt mod, men vi glæder os også til at vi forhåbentlig kan slå hjernerne lidt fra og slappe af 🙈
For at være i nærheden af organisationen mandag, til at vi kunne starte, besluttede vi os for at vi søndag aften ville finde et andet hotel.
Søndag formiddag og tidlig eftermiddag blev brugt ved poolen og Maja fandt et fint hotel på nettet i Tabanan, som hun bookede og betalte - fedt, så var der styr på det.
Vi tog en lidt tidlig aftensmad i Seminyak så vi var klar til at komme afsted.
Vi nåede kun lige udenfor hotellet inden den første taxa holdt ind til siden, det gik sq meget nemt, tænkte vi og afsted med os.
Vi viste chaufføren adressen på det nye hotel - troede vi. Det viste sig at den adresse vi havde givet ham og den afbildning fra Google Maps der var på hotellets hjemmeside SLET ikke stemte overens, også selv området stadig hed Tabanan.
Turen fra Seminyak til Tabanan tager ca 2 timer så vi var klar over at vi skulle køre langt, men det var først da Maja sagde: "jeg sys godt nok vi kører meget opad", at vi begyndte at blive mistænksomme. 😀
Vi fik kodet adressen ind i Google Maps og kunne se den var helt galt, vi var på vej op i bjergene og LANGT væk fra organisationen og der vi troede det nye hotel ville være - på det tidspunkt havde vi kørt i halvanden time og var allerede ret trætte!!
Et kort øjeblik tabte vi godt nok modet, men besluttede os for at det nyttede ikke noget og begyndte at lede efter et andet hotel. Vi fandt et, men ventede dog med at booke, så vi ikke endte i samme situation. Vi fik chaufføren til at vende om (stakkels mand, som havde ringet hjem til konen og sagt at det blev sent, for han havde fået en lang tur, ja mon ikke 🙈).
Da vi nåede frem til adressen på hotellet kunne vi ikke rigtig finde noget, der var ingen skilte eller noget som helst der indikerede at et hotel skulle ligge netop der. Der var total mørkt. Vi kørte længere ned ad vejen og nåede til et område, hvor man ligesom kørte ind i et lille aflukket boligområde. Der var et lille vagthus, hvor der sad to vagter. Chaufføren gik ud og snakkede med vagterne, som fik ringet til hotellet og efter, hvad der føltes som lang ventetid, kom to fyre på motorcykler kørende og førte os ind i området.
De stoppede ud for et lille hus og lukkede os ind. Det viste sig at være, hvad de kalder for et guesthouse. Altså et lille hus med en stue, køkken, tre værelser og badeværelser, her kan man så leje sig ind på et værelse. Vi nåede lige et par gange at blive bekymrede over, hvad prisen ville være. Godt nok havde vi set at det var til en rimelig penge da vi søgte på det, men man kan aldrig vide, så da de sagde 250.000idr, hvilket svarer til ca 130kr for to pr. nat, åndede vi lettet op.
Selvom vi var godt trætte og udmattede efter turen og forvirringen viste det sig alligevel at være lidt held i uheld. Da de havde hørt, hvor længe vi skulle være på Bali, begyndte de straks at snakke om at finde en god pris til os for hele perioden.
Vi har været i Seminyak i tre dage og det er helt klart en by der skal opleves. Der er både stemning af det turistede og det lokale, en rigtig god blanding faktisk.
Det siges at det er her de lidt mere velhavende turister tager til og det kan også ses på hotellerne der ligger ved stranden, så vil man gerne bo godt men samtidig gerne vil opleve det lidt mere lokale Bali så er Seminyak i hvertfald en god mulighed.
Spændende shoppe muligheder som byder på andet end turist-skrammel 😀selvom vi ikke fortsat skal bo i Seminyak skal vi helt sikkert tilbage og ha mere ud af byen på et senere tidspunkt. Så når vi har udforsket byen noget mere kan det godt ske, at der kommer et uddybende indlæg.
Lørdag var en meget blandet dag, med forskellige følelser i spil. Det skiftede mellem total kampgejst og total modløshed - vi havde tidspunkter hvor vi fik tanken; hva hulan er det vi har rodet os ud i, skal vi ikke bare rejse hjem igen!!
Heldigvis har vi hinanden og er begge af den natur at vi tager tingene som en oplevelse og lader os ikke slå ud af det.
Da vi hjemmefra havde valgt ikke at finde vores permanente bolig var vi på husjagt og skulle se tre muligheder..
Det bekræftede os i at det var en yderst god ide ikke at sige ja til noget uden at have set det først. Det var især første hus som overraskede os en del og som vi ret hurtigt ku' afskrive.
Nr 2 og 3 hus var klart bedre og lige nu ligger vi i forhandling omkring hus nr 3 - ja vi prutter om prisen 😀 en grænse vi begge to skal overskride, men vi blir bedre og bedre til det..
Vi skulle besøge organisationen kl 16, og besluttede os for at vi efter hus-jagten ville tage til Tabanan og tjekke området ud. Det man vil kalde Tabanan midt by er hamrende ucharmerende, larmende og i silende regnvejr fik den altså ikke mange point fra os.. Tabanan er ultra lokalt og der er ikke mange turister at spotte..
Drager man derimod lidt længere ud af selve Tabanan og ud mod organisationen er der vanvittigt smukt og indbydende, rismarker overalt, frodige træer og planter - et sted man får lyst til at være.
Tålmodighed er en vanvittig god egenskab at ha', har vi fundet ud af - det betyder ikke så meget at vente 1 time på en taxa, eller vente 1,5 time på at blive hentet af vores kontaktperson fra organisationen, og som så i øvrigt lige skulle ind og købe nogle flip flops på vejen derud.
Vi havde et lille "møde" med fire fra organisationen og deres mantra er; forget, forget, forget. Det skal i den her sammenhæng forståes sådan, at de alle fire tilsyneladende glemmer rigtig mange ting og rigtig hurtig, og det blir' fortalt og taget med et grin.. Tilgangen til alt er en helt anden, mere rolig og uhøjtidelig, end den vi kender fra Danmark, så der er ikke nogen tvivl om at vi lørdag blev sat på prøve.
Efter en lang og til tider turbulent flyvetur har vi indtaget Bali. Turen gik rigtig godt, og hvis i overvejer at rejse til Bali kan Singapore Airlines KLART anbefales - god plads, gode muligheder for underholdning med film, mad i lange baner og yderst søde og arbejdsomt personale. Kun den dybeste respekt herfra. 🙌🏼😃
Vi mellemlandede i Singapore hvor vi ikke så andet end lufthavnen i farten, vi havde kun små 50 min til at nå det næste fly, så vi havde det lange ben foran, men alt gik som det skulle.
Ingen bagage er mistet og visumet var også i orden, heldigvis. 😉
Dagen i dag er blevet brugt på at ta' en lang lur, vi har været på opdagelse i Seminyak, hvor vi har et hotelværelse indtil mandag, dyppet fødderne i havet og efter en lidt tidlig aftensmad, er vi klar til at hoppe i køjen inden længe.
Trætte, men i høj grad opsatte på hvad dette halve år vil byde os.
I morgen skal vi ud og tale med organisationen, og se hvor vi skal være henne og vi glæder os. Det er noget vi har talt om i så lang tid efterhånden og vi har stadig lidt svært ved at forstå at det hele starter nu. Men vi er kampklar 💪🏼
Boligsituationen er der stor chance for vi får styr på i morgen også, da vi skal rundt og se nogle forskellige huse, som forhåbentlig både gir mening i pris og placering.
