Når man taler om Bali vil de typiske billeder på nethinden være sol, hvide sandstrande, palmer, cocktails i skyggen, krystalklart vand – et glansbillede der overgår alle forventninger.
Der sker bare det, at når tidshorisonten hedder et halvt år, et halvt år væk fra familien, kæreste, venner og bekendte, ja så skal der ikke så meget til før glansbilledet krakelerer en smule.
Når dagligdagen i virkeligheden er alt andet end sol, hvide sandstrande, palmer, cocktails i skyggen og det krystalklare vand, men derimod støj og os fra trafikken, små beskidte gadekøkkener, ris i lange baner og udfordringer på jobbet.
Der er så vanvittig stor forskel på om man tager til Bali som turist på ferie i 14 dage eller om man vælger at bosætte sig i et halvt år som vi har gjort. Vi har ikke et sekund fortrudt det, men der ligger rigtig mange overvejelser og forberedelser forbundet med sådan en tur. Vi har heldigvis haft en rigtig god vejleder i Danmark der var med helt fra starten, da vi skulle skabe kontakten til organisationen, og som i den grad har gjort alt hvad han kunne for at forberede os på alt hvad der kan dukke op af ting. Hvordan vi rent praktisk skulle håndtere det at være studerende i et andet land der kulturelt set er så anderledes end det vi kender hjemmefra, hvordan vi fysisk kunne forberede os, og til slut, men også den vigtigste - hvordan vi mentalt skulle forberede os.
Det har været guld værd.
Vi er begge to meget reflekterende, mentalt stærke, rolige og tænker generelt positivt og det har uden tvivl hjulpet os i mange situationer. Vi har efter bedste evne forberedt os på den her tur, og selvom vi synes vi gjorde et godt stykke arbejde hjemmefra, har vi været udfordret på alle områder og alle vores følelser har været i spil undervejs.
Vi bruger hinanden i de situationer hvor det bliver svært, for det bliver svært, det har været svært for os begge to at være geografisk adskildt fra alle dem vi holder af.
God bless Facebook, messenger, FaceTime og alle de tekniske redskaber der findes sådan at vi da trods alt kan være i kontakt med Danmark når vi har brug for det, og ikke er helt afskåret fra verden.
Alt er ikke en dans på roser, selvom det jo faktisk lyder ret så idyllisk når vi ind imellem stopper op og siger til os selv, at vi bor på Bali og skal det i 4 måneder endnu. Vi kniber stadig os selv i armen ind imellem og føler os vanvittige heldige og derfor vil vi også gerne lige understrege at vi har det for vildt og er forelsket i Bali 🙏
Med valget om at drage på eventyr, har vi på samme tid fravalgt noget andet, jul med familien, nytåret med vennerne, fødslen af en ny nevø, runde fødselsdage, kobberbryllup og mange andre ting. Vi har fra start været enige om at vi ikke ville prioritere anderledes, men lige præcis i sådanne situationer bliver det ekstra tydeligt at afstanden er lidt større end en cykeltur eller togtur hjem til familien.
Vores egne fødselsdage er i nær fremtid og min (Louise) skal fejres på en ø der hedder Nusa Lembongan sammen med Maja, Nicklas, Ingeborg (en anden dansk pige der er kommet til organisationen), Aji og Komang og jeg glæder mig, men afviser da ikke at min familie lige får en kærlig tanke med på vejen om at de da rigtig gerne måtte ha været her. 😉
Vi vil rigtig gerne dele ud af nogle gode råd, til andre der drømmer om, eller står overfor en eventuel udlandspraktik, gode råd som vi har fundet ud af er vanvittige vigtige at gøre sig nogle tanker omkring inden afrejse.
Sørg for at afstemme med venner, familier og kærester på forhånd hvor meget kontakt der skal være, hvad i forventer af hinanden, hvad der skal tales om når i ringer til hinanden. Sådan undgår i misforståelser og alle får en god oplevelse. Det har jeg (Louise) ihvertfald erfaret kan være en stor fordel at være i åben dialog omkring inden afrejse.
Gør op med dig selv at der er oplevelser, højtideligheder, familiemæssige og vennemæssige ting du vil gå glip af, sig til dig selv at det er oki, det er møj hamrende ærgerligt, men det er oki. For den rejse og de oplevelser der liger forude, er så vilde at du ikke vil undvære dem.
Gør dig en hel masse overvejelser omkring din mentale tilstand og dit mentale overskud, vær forberedt på du kommer til at trække på alle de redskaber du kender og har. Forbered dig på hvad du kan komme til at se og opleve og erkend hvor du vil blive udfordret. Kun deraf kan du hjælpe dig selv. Tal med din eventuelle rejsemakker, brug hinanden, sænk paraderne og giv hinanden plads og lov til at være glade, triste, frustrerede, lykkelige, kede af det og fuldstændig overvældet over den ultra fede oplevelse det er at rejse ud et halvt år, som både styrker dit væsen fagligt og personligt.
Det er en rejse for livet, grib den og nyd den, men vær stærk og modig.
☀🌴🌺
mandag den 23. januar 2017
onsdag den 18. januar 2017
Når et barn bliver anbragt
Organisationen er et sted hvor børn bliver anbragt hvis deres forældre dør eller på anden vis ikke kan tage vare på dem. Det kan enten være af fysiske, psykiske eller økonomiske årsager. Her kommer de til at bo i en familie med 8-10 andre børn og en mor. I organisationen er der én mand som fungerer som far til de omkring 120 børn der er fordelt ud på 12 huse.
Den måde hvorpå et barn bliver anbragt, sker som oftes ved, at enten forældrene selv, et andet familiemedlem eller en nabo henvender sig til organisationen med en bekymring og et ønske om at få et barn anbragt. De udfylder en form for en ansøgning, hvori de fortæller om familiens og derved også barnets situation.
Efterfølgende tager nogle fra organisationen på et hjemmebesøg. Her taler de med familien, børnene, naboerne, og får et indblik i hverdagen og hjemmets karakter og situation. Grunden til dette hjemmebesøg er for at sikre sig, at henvendelsen holder stik og at der er en reel grund til bekymring, og at der ikke er nogle der udnytter muligheden for hjælp.
Dernæst bliver der afholdt et møde hvor repræsentanter fra organisationen,, staten og socialrådgiver er til stede. Her debatterer de situationen, og kommer til en afgørelse om børnene skal anbringes eller ej.
På Bali bliver de fleste børn anbragt fordi deres forældre er blevet skilt. Der sker det i en skilsmisse, at den økonomiske situation bliver så tilpas forringet at forældrene har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor må anbringe børnene.
Derudover er der skik for at når forældrene bliver skilt skal børnene følge med faren, og finder han en ny familie som ikke kan eller vil acceptere børn fra et tidligere ægteskab, ja så bliver børnene også anbragt.
Som alle andre steder i verden er der også børn, der bliver anbragt i organisationen fordi deres forældre er døde eller er fysisk eller psykisk handicappet, men skilsmisse er den primære årsag til anbringelse.
Vi har været med til et sådan hjemmebesøg hos en familie, hvor tanten havde henvendt sig med en bekymring om familiens to små drenge, og netop et ønske om en anbringelse. Vi var i den grad i et meget lokalt og meget fattigt område, og det var tydeligt at se at recourserne var små.
Det var på en og samme tid vildt spændende og grænseoverskridende. Vi mødte seks mand høj op, tre fra organisationen, en socialrådgiver og så Maja og jeg, og vi fik begge to følelsen af at være total anmassende. Vi stod på sidelinjen, forstod ikke en klap af hvad der blev talt om, men var vidne til andres ulykke. Det er en ret speciel oplevelse, og stemningen var også derefter. Tanten, som havde foretaget henvendelsen var også hende vi talte med, hun var både lettet over besøget, men det var også tydeligt at se hun var trykket over hele situationen.
Vi har i dag fået at vide at drengenes anbringelse er blevet accepteret, og når det sidste papir arbejde er på plads, vil de komme til organisationen og starte en ny tilværelse.
🌴☀🌺
Den måde hvorpå et barn bliver anbragt, sker som oftes ved, at enten forældrene selv, et andet familiemedlem eller en nabo henvender sig til organisationen med en bekymring og et ønske om at få et barn anbragt. De udfylder en form for en ansøgning, hvori de fortæller om familiens og derved også barnets situation.
Efterfølgende tager nogle fra organisationen på et hjemmebesøg. Her taler de med familien, børnene, naboerne, og får et indblik i hverdagen og hjemmets karakter og situation. Grunden til dette hjemmebesøg er for at sikre sig, at henvendelsen holder stik og at der er en reel grund til bekymring, og at der ikke er nogle der udnytter muligheden for hjælp.
Dernæst bliver der afholdt et møde hvor repræsentanter fra organisationen,, staten og socialrådgiver er til stede. Her debatterer de situationen, og kommer til en afgørelse om børnene skal anbringes eller ej.
På Bali bliver de fleste børn anbragt fordi deres forældre er blevet skilt. Der sker det i en skilsmisse, at den økonomiske situation bliver så tilpas forringet at forældrene har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor må anbringe børnene.
Derudover er der skik for at når forældrene bliver skilt skal børnene følge med faren, og finder han en ny familie som ikke kan eller vil acceptere børn fra et tidligere ægteskab, ja så bliver børnene også anbragt.
Som alle andre steder i verden er der også børn, der bliver anbragt i organisationen fordi deres forældre er døde eller er fysisk eller psykisk handicappet, men skilsmisse er den primære årsag til anbringelse.
Vi har været med til et sådan hjemmebesøg hos en familie, hvor tanten havde henvendt sig med en bekymring om familiens to små drenge, og netop et ønske om en anbringelse. Vi var i den grad i et meget lokalt og meget fattigt område, og det var tydeligt at se at recourserne var små.
Det var på en og samme tid vildt spændende og grænseoverskridende. Vi mødte seks mand høj op, tre fra organisationen, en socialrådgiver og så Maja og jeg, og vi fik begge to følelsen af at være total anmassende. Vi stod på sidelinjen, forstod ikke en klap af hvad der blev talt om, men var vidne til andres ulykke. Det er en ret speciel oplevelse, og stemningen var også derefter. Tanten, som havde foretaget henvendelsen var også hende vi talte med, hun var både lettet over besøget, men det var også tydeligt at se hun var trykket over hele situationen.
Vi har i dag fået at vide at drengenes anbringelse er blevet accepteret, og når det sidste papir arbejde er på plads, vil de komme til organisationen og starte en ny tilværelse.
🌴☀🌺
onsdag den 11. januar 2017
Engelsk på trappen 📖✏️
For nogle uger siden startede vi noget engelskundervisning op. Vi havde på det tidspunkt en smule svært ved at finde vores plads og funktion i det hele, derfor valgte vi at overtage engelskundervisning fra tre svenske piger, der var her i november.
Da vi ikke er taget afsted som lærerstuderende diskuterede vi derfor meget, hvordan vi kan forsvare at undervise i engelsk. Vi nåede frem til at vi i undervisningen skulle ligge vægt på relationsdannelse, læring gennem leg, samarbejde, generel læring og udvikling.
Vi har fået at vide at de i skolen har meget tavle undervisning med stor vægt på det boglige og at det er meget individuelt og konkurrencepræget, vi kunne i stedet godt tænke os at gøre det sjovt, motiverende og også prøve at få samarbejdet børnene imellem i spil. Dermed kan vi også sagtens forsvare vores pædagogiske virke i processen.
I den her uge har vi siddet ude foran huset på trappen når vi har haft undervisning i engelsk.
Egentlig var det fordi det klasselokale vi plejer at sidde i var optaget, derfor rykkede vi ud.
Vi opdagede dog hurtigt at der var en vis fordel i det. Det var ligesom om børnene slappede meget mere af og vi kunne snakke med dem på en helt anden måde. Vi kom ned i øjenhøjde og det gjorde bestemt stemningen meget mere uformel. Derfor valgte vi også at gøre det de efterfølgende dage.
I går legede vi også en navneleg af den simple årsag at vi simpelthen har glemt deres navne. Normalt er jeg (Maja) ret god til hurtigt at huske en masse navne, det har flere år i institution trænet mig godt i, men når navnene lige pludselig bliver indonesiske, hvor et c ikke giver K, men CH-lyd, der skal rulles på r’erne osv, så bliver det ret hurtigt en anden sag.
Vi sad i en rundkreds, startede med at en person sagde sit navn og efterfølgende skulle den næste så gentage navnet og sit eget og så videre derfra. Vi sad midt inde i rundkredsen og kom derfor til kort da det blev vores tur og vi skulle gentage 8-10 navne, men til stor glæde for børnene, der syntes det var vældig underholdende når vi sagde forkert eller ikke kunne huske deres navne.
Vi har planer om at prøve at rykke undervisningen ud af klasselokalet noget mere for netop at fremkalde denne uformelle stemning, hvor vi har mulighed for at komme meget tættere ind på livet af børnene.
Det er jo i høj grad det vi godt kunne tænke os med denne her praktik, at få skabt nogle relationer og kommunikere med børnene. Blandt mange andre kompetencemål og ting vi gerne vil foretage os og stable på benene.
Langsomt, men sikkert rykker vi hver dag fremad med stort tryk på langsomt.
☀🌴🌺
Da vi ikke er taget afsted som lærerstuderende diskuterede vi derfor meget, hvordan vi kan forsvare at undervise i engelsk. Vi nåede frem til at vi i undervisningen skulle ligge vægt på relationsdannelse, læring gennem leg, samarbejde, generel læring og udvikling.
Vi har fået at vide at de i skolen har meget tavle undervisning med stor vægt på det boglige og at det er meget individuelt og konkurrencepræget, vi kunne i stedet godt tænke os at gøre det sjovt, motiverende og også prøve at få samarbejdet børnene imellem i spil. Dermed kan vi også sagtens forsvare vores pædagogiske virke i processen.
I den her uge har vi siddet ude foran huset på trappen når vi har haft undervisning i engelsk.
Egentlig var det fordi det klasselokale vi plejer at sidde i var optaget, derfor rykkede vi ud.
Vi opdagede dog hurtigt at der var en vis fordel i det. Det var ligesom om børnene slappede meget mere af og vi kunne snakke med dem på en helt anden måde. Vi kom ned i øjenhøjde og det gjorde bestemt stemningen meget mere uformel. Derfor valgte vi også at gøre det de efterfølgende dage.
I går legede vi også en navneleg af den simple årsag at vi simpelthen har glemt deres navne. Normalt er jeg (Maja) ret god til hurtigt at huske en masse navne, det har flere år i institution trænet mig godt i, men når navnene lige pludselig bliver indonesiske, hvor et c ikke giver K, men CH-lyd, der skal rulles på r’erne osv, så bliver det ret hurtigt en anden sag.
Vi sad i en rundkreds, startede med at en person sagde sit navn og efterfølgende skulle den næste så gentage navnet og sit eget og så videre derfra. Vi sad midt inde i rundkredsen og kom derfor til kort da det blev vores tur og vi skulle gentage 8-10 navne, men til stor glæde for børnene, der syntes det var vældig underholdende når vi sagde forkert eller ikke kunne huske deres navne.
Vi har planer om at prøve at rykke undervisningen ud af klasselokalet noget mere for netop at fremkalde denne uformelle stemning, hvor vi har mulighed for at komme meget tættere ind på livet af børnene.
Det er jo i høj grad det vi godt kunne tænke os med denne her praktik, at få skabt nogle relationer og kommunikere med børnene. Blandt mange andre kompetencemål og ting vi gerne vil foretage os og stable på benene.
Langsomt, men sikkert rykker vi hver dag fremad med stort tryk på langsomt.
☀🌴🌺
mandag den 9. januar 2017
Møde på universitetet 🤓📚
Relativt hurtigt blev vi opmærksomme på at vi selv skal være ret bevidste om vores faglighed og være sikker på at den kommer i spil, sådan at vi i sidste ende kan bestå praktikken.
Ude i selve organisationen har vi fået den opfattelse at det faglige aspekt ikke er så meget i fokus som vi f. eks. har derhjemme. De tillægger det ikke så stor værdi og er ikke underlagt hele tiden at skulle kunne argumentere fagligt for det de foretager sig.
Derfor har vi også fået tildelt en vejleder fra universitetet i Denpasar og i fredags havde vi det første møde med dem. De var tre her fra organisationen som var med og der var tre repræsentanter fra universitetet, så vi endte med at være relativ mange til det her møde.
Vi havde på forhånd haft lidt svært ved at vurdere hvad vi skulle forvente af mødet, men havde fået skrevet nogle spørgsmål ned og fået talt om hvad vi ligesom havde brug for at få overblik over og styr på. På nuværende tidspunkt var det vores training plan der skulle i fokus, sådan vi kunne få styr på hvad vi helt præcist skal lave og hvordan og hvorledes det hele skal arrangeres.
Den daglige leder, fra organisationen, fortæller hun lige hurtigt vil præsentere os for dem fra universitetet, på indonesisk vel at mærke. Det går de første ti minutter med hvor vi sidder helt uvidende omkring hvad hun fortæller og hvad de taler om.
Der kommer nogle enkelte spørgsmål til os, og vi formår da også til en vis grad at få fortalt hvad vi har i tankerne, og hvad vi skal have fokus på som det første, men primært bliver det her møde afholdt på indonesisk.
Det er lidt en special måde at afholde et møde på og vi havde måske begge to forventet at det ville foregå på engelsk, så alle parter kunne bidrage og være med, men der må vi bare sande at balineserne tit og ofte hiver en lille overraskelse op af ærmet.
Da der er gået en halv times tid fortæller Ms. Tiur at de nu sidder og taler om et fremtidige samarbejde, universitetet og organisationen imellem, uden om UCC f.eks, hvilket jo er rigtig fint, det var bare ikke lige det der skulle være fokus. Vi har opdaget det er rigtig svært at styre sådan et møde når det 95% af tiden bliver afholdt på et sprog vi ikke forstår.
Til gengæld var det rart at få talt med dem fra universitetet og grundlæggende gik vi derfra med en god mavefornemmelse om at vi nok skal få det faglige aspekt i spil og dækket. Vi fik aftalt med dem at de kommer ud til organisationen en dag, ser området, møder børnene og personalet for bedre at kunne danne sig et overblik over, hvad der vil give mening for os og derved også kunne vejlede os bedre.
Vi er ved godt mod og glæder os til at komme igang med nogle andre ting.
☀🌺🌴
torsdag den 5. januar 2017
Gili-nytår 🥂🎇
Godt nytår til jer alle sammen 🎉🍾 hvordan var jeres aften??
Vores lille nytårs ferie har været helt fantastisk - Gili Air var SÅ god ved os 😎☀
En lille bådtur på omkring to timer dog med lidt bølger ankom vi til Gili Air, ret svedige og lettere shaky i kroppen, men det sekund vi trådte af båden og væk fra havnen ramte en ultimativ ro os og allerede der var vi solgt.
Al transport foregår enten på gå-ben, cykel eller i hestevogn, og det hele virker bare så markant anderledes roligt. Vi troede Bali var rolig og idyllisk, men Gili Air må siges at indtage første pladsen ind til videre.
Vi fandt en lille cafe på stranden som laver ret lækkert mad, noget af det bedste vi har fået indtil videre. Og cocktails må vi også indrømme de også godt kan finde ud af 😉
Men det de helt klart er ALLER bedst til at levere er en fuldstændig fantastisk solnedgang - aldrig har vi set noget smukkere og det er som om tiden bare står stille og alt andet og alle andre forsvinder og det er virkelig svært at flytte øjnene fra det der sker på himlen.
Men det de helt klart er ALLER bedst til at levere er en fuldstændig fantastisk solnedgang - aldrig har vi set noget smukkere og det er som om tiden bare står stille og alt andet og alle andre forsvinder og det er virkelig svært at flytte øjnene fra det der sker på himlen.
Gili Air skal opleves, solnedgangen skal opleves, maden skal opleves, stemningen skal opleves - gør det, vi kan kun på det kraftigste anbefale det. 🙏🏼😍
🌴☀🌺
PS. Jeg blir simpelthen også lige nødt til at nævne at vores hjemtur var yderst underholdende, vel at mærke nok mest for mit (Louises) vedkomne - Maja blev ret søsyg og tilmed angrebet af en abe da vi kom til Ubud.. Den lille satan slab afsted med vores helt nye Oreo pakke 😂🙈
Abonner på:
Opslag (Atom)