Når et barn bliver anbragt

Organisationen er et sted hvor børn bliver anbragt hvis deres forældre dør eller på anden vis ikke kan tage vare på dem. Det kan enten være af fysiske, psykiske eller økonomiske årsager. Her kommer de til at bo i en familie med 8-10 andre børn og en mor. I organisationen er der én mand som fungerer som far til de omkring 120 børn der er fordelt ud på 12 huse.

Den måde hvorpå et barn bliver anbragt, sker som oftes ved, at enten forældrene selv, et andet familiemedlem eller en nabo henvender sig til organisationen med en bekymring og et ønske om at få et barn anbragt. De udfylder en form for en ansøgning, hvori de fortæller om familiens og derved også barnets situation.
Efterfølgende tager nogle fra organisationen på et hjemmebesøg. Her taler de med familien, børnene, naboerne, og får et indblik i hverdagen og hjemmets karakter og situation. Grunden til dette hjemmebesøg er for at sikre sig, at henvendelsen holder stik og at der er en reel grund til bekymring, og at der ikke er nogle der udnytter muligheden for hjælp.
Dernæst bliver der afholdt et møde hvor repræsentanter fra organisationen,, staten og socialrådgiver er til stede. Her debatterer de situationen, og kommer til en afgørelse om børnene skal anbringes eller ej.

På Bali bliver de fleste børn anbragt fordi deres forældre er blevet skilt. Der sker det i en skilsmisse, at den økonomiske situation bliver så tilpas forringet at forældrene har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen, og derfor må anbringe børnene.
Derudover er der skik for at når forældrene bliver skilt skal børnene følge med faren, og finder han en ny familie som ikke kan eller vil acceptere børn fra et tidligere ægteskab, ja så bliver børnene også anbragt.
Som alle andre steder i verden er der også børn, der bliver anbragt i organisationen fordi deres forældre er døde eller er fysisk eller psykisk handicappet, men skilsmisse er den primære årsag til anbringelse.

Vi har været med til et sådan hjemmebesøg hos en familie, hvor tanten havde henvendt sig med en bekymring om familiens to små drenge, og netop et ønske om en anbringelse. Vi var i den grad i et meget lokalt og meget fattigt område, og det var tydeligt at se at recourserne var små.
Det var på en og samme tid vildt spændende og grænseoverskridende. Vi mødte seks mand høj op, tre fra organisationen, en socialrådgiver og så Maja og jeg, og vi fik begge to følelsen af at være total anmassende. Vi stod på sidelinjen, forstod ikke en klap af hvad der blev talt om, men var vidne til andres ulykke. Det er en ret speciel oplevelse, og stemningen var også derefter. Tanten, som havde foretaget henvendelsen var også hende vi talte med, hun var både lettet over besøget, men det var også tydeligt at se hun var trykket over hele situationen.

Vi har i dag fået at vide at drengenes anbringelse er blevet accepteret, og når det sidste papir arbejde er på plads, vil de komme til organisationen og starte en ny tilværelse.

🌴☀🌺