Ceremoni på stranden og imponerende Ogoh-Ogoh'er 😊☀

Det balinesiske nytår, også kaldet Nyepi er en kæmpe stor del af kulturen og noget de går vældig meget op i og forbereder til i lang tid inden selve begivenheden løber af stablen, hvilket den i øvrigt gør i flere dage også.
Nyepi-dagen er den mest hellige dag for det balinesiske folk, og de fejrer den ved at lukke alt ned, som i alt i 24 timer. Selv lufthavnen er lukket ned, ingen biler er tilladte på vejene og alt lys på hele øen bliver slukket. Lyskryds og gadelygter, alt er mørklagt. En lille skræmmende info – ved at lukke alt ned i de 24 timer reduceres CO2 udslippet med 30.000 tons.
Balineserne tror på at ved at slukke alt lys og gøre øen ”mennesketom” i 24 timer så er der ingen onde ånder der vil bosætte sig på øen og de kan derfor gå ind i et nyt år fri for ånder.

I lørdags ringede vækkeuret kl. 04.00 og Maja og jeg fik igen bekræftet at vi altså ikke er de største morgenmennesker, men nysgerrige som vi er, sagde vi ja da Aji spurgte om vi ville med til en ceremoni på stranden. Vi skulle mødes med Aji’s stor-familie i hans Village hvorefter vi i en lang linje skulle køre samlet til stranden. Den linje er tilsyneladende en ret vigtig ting for den må ikke brydes og det resulterede i at trafikken blev stoppet i diverse kryds for at gøre plads til os.
Ceremonien på stranden er en form for udrensning og en optakt til selve Nyepi-dagen, hvor de beder og giver deres ofringsgaver.

Mandag var det karneval-dag og gaderne var fyldt med fest-glade mennesker, lange parader med musik og de hjemmelavet Ogoh-Ogoh’er. De store Ogoh-Ogoh’er, symboliserer de onde ånder og blev båret rundt i gaderne for at forvirre de onde ånders stedsans så de ikke kan finde hjem igen, og til slut blev de brændt.
Det var en spændende oplevelse og er vi begge dybt imponeret over hvor vilde og detaljeret de Ogoh-Ogoh’er var. Det var ret nemt at føle sig forholdvis lille ved siden af sådan en kæmpe. Billederne illustrerer kun et lille udblik af hvad vi så af vanvittige og imponerende Ogoh-Ogoh'er i løbet af mandagen.

Tirsdag var selve Nyepi-dagen, og ifølge det balinesiske kalenderår gik vi ind i år 1939.  Dagen bliver også kaldt silence-day, hvilket betød vi havde en dag hvor vi skulle være hjemme og ikke måtte gå udenfor. Ingen lys, ingen madlavning, ingen grin – ingenting, andet end os selv og vores tanker. Det var en lidt speciel, men samtidig sjov oplevelse for det endte da med at vi sad og spiste i mørke, kun en lille lommelygte havde vi tændt. Til gengæld var det ret vildt at fornemme roen, og helt automatisk talte vi ikke ret højt.
Vi sluttede dagen af med at nyde en helt absurd fantastisk flot stjernehimmel. Noget som kun kan opleves når alt andet lys ikke kan påvirke det.
Billedet har vi tyvstjålet fra Komang som tog det tirsdag aften, men vi har fået lov 😉
Terima Kasih 🙏🏼

☀🌺🌴

En søndag i tøsernes tegn ☀😎✌🏼

Det der startede med at skulle være en stille og rolig søndag hjemme hos os sammen med den daglige leder fra organisationen, blev i stedet til en tur på stranden med alle teenage-tøserne hvor teambuilding og en snak om forhold og drenge skulle være i centrum.

Den daglige leder havde på forhånd spurgt om vi ville fortælle lidt om de erfaringer vi har og vores tanker om hvad der kendetegner et godt forhold. Ønsket var at vi fortalte om hvilke værdier der er vigtige for os i et forhold og hvad vi får ud af det. Uden at dele for meget og uden at overskride de grænser og kulturforskelle der er omkring emnet fik vi en rigtig fin snak med tøserne. Det kunne mærkes at emnet er et følsomt emne og til tider svært for pigerne at tale om, så vi foreslog at de kunne skrive eventuelle spørgsmål ned på et papir, anonymt og vi vil så forsøge på et senere tidspunkt at besvare dem i fællesskab med den daglige leder. 

Efterfølgende var det tid til leg og sjov med forskellige teambuildings øvelser og vi kan kun sige at det så vældig underholdende ud fra sidelinjen. Der var både balloner, mel og vand indblandet. 

Hjemme i organisationen blev der afslutningsvis serveret mad som pigerne selv havde handlet ind til og efterfølgende kokkereret. Den dag blev det serveret på store bananblade, og så var det ellers bare at stikke klør fem i fadet og begynde. En anderledes sjov og mærkelig fornemmelse, men hyggeligt. 

🌴🌺☀

Filmaften og popcorn i lange baner 🍿🎬

Er der andre end mig (Louise) der har prøvet at poppe popcorn i tre timer? 😂🙈
Sammen med Ingeborg ville vi holde en filmaften for ungerne i organisationen, og ingen filmaften uden popcorn, saltstænger, chips og sodavand.
Vi tog, lørdag formiddag ud for at handle alle de ting vi skulle bruge. Vi minder jer lige om at der er omkring 100 børn så der skulle bruges en del.
Første stop i et større supermarked, hvor vi købte små chipsposer, saltstænger og plastikkrus til hver af børnene, gik det hurtigt op for os at vi måske var en anelse optimistiske da vi tog scooteren og vi endte med at ringe til Aji som kom og hentede tingene - hva skulle vi gøre uden ham 😃
Videre til det næste supermarked hvor vi købte sodavand og popcorn, også her gik det op for os at det hele måske fyldte lidt mere end vi havde regnet med, men vi blev stædige og VILLE køre det ud i organisationen på scooter - det bliver mere og mere Bali-style på den scooter 😂✌🏼
Maja startede popcorn processen, men grydens bund var for tynd, olien blev for varm og popcornene brændte på - fuck, vi har lovet popcorn til 100 børn, what to do??
Ny gryde, den rette mængde olie, laveste blus på komfuret og så ryste gryden hvert andet øjeblik var åbenbart opskriften og Maja så sit snit til at overlevere opgaven til mig 😂 "Det går da meget godt det der Louise, den opgave fik du"
Men men men, popcornene var ikke blevet saltet og pakket så perfekt hvis ikke det havde været for Majas ekspertise med at smage til og tålmodighed med at pakke i plastiskkrus og sætte låg på.
Tre timer senere, øm i håndledene, øm i fødderne og svedige fik vi på ganske overkommelig vis serveret popcorn, saltstænger, chips og sodavand til børnene og Inside Out blev sat på og selvom der kun var to der faktisk forstod budskabet og meningen i filmen hyggede de sig og havde en god aften.

🌺🌴☀

Sanur 😀✌🏼

Louise skriver:
Første gang vi var i Sanur var da vi tilbage i januar skulle til Nusa Lembongan, det er nemlig fra Sanur man skal sejle. Allerede der vidste vi at vi var nødt til at komme tilbage og opleve og mærke roen og stemningen i byen. For ca halvanden uges tid siden havde vi et par dage i Sanur og er faktisk ret vilde med byen og hvad den rummer og tilbyder. Det er måske heller ikke så underligt da vi flere gange er blevet enige om at vi nok i virkeligheden er mormor og mormor på tur, for klientellet er derefter og i den lidt højere ende af aldersskalaen. Men ikke desto mindre finder man en rigtig fin balance mellem afslapning, ro og en fredfyldt atmosfære samt shopping, bar, musik og restauranter i Sanur.
Vi boede på det store Swiss-belressort som ligger super centralt og alt hvad vi behøvede var i gå afstand, hvilket for os gør det meget attraktivt.
Er man lidt af en tatoverings elsker som både Maja og jeg så er Segara Ink et besøg værd, de er vanvittig dygtige og super søde. Gå-turen til tattoo-shoppen kan man passende tage langs strandpromenaden som er utrolig hyggelig og selvom man med garanti bliver stoppet af en flok ihærdige damer der rigtig gerne vil have man skal kigge i deres butik og købe noget, så er det en dejlig tur på ca 15 min fra hotellet.
Som mere eller mindre nabo til hotellet fandt vi Casablanca Dine Drink Dance, som er et sted der byder på lidt af hvert. Afslappet, cool og uformel sted, hvor man både kan spise, eller bare nyde en øl eller drink til en omgang live musik af forskellig art. Atmosfæren minder lidt om Balis svar på et after-ski sted, hvor folk hænger ud og snakker lidt på kryds og tværs. Det var også her at forsangeren i et rock band troede Maja var min datter 🙃🤔godt nok er jeg blevet et år ældre siden vi forlod Danmark, men det er Maja trods alt også.

Maja skriver:
The Village Cucina Italiana fodrede os med lækker anti-pasta og pizza. Uden at nævne nogle navne kan vi roligt sige at nogen er ret så udfordret på indonesisk mad, så en god pizza eller hvad de lidt mere turistede områder ellers byder på er vældig værdsat. Her kan vi også nævne Byrdhouse, primært også pga at beliggenheden er så fin lige ned til havet og med den rolige atmosfære uden biler og scootere der gasser op og dytter hele tiden.

Mens Louise fik nye tatoveringer valgte jeg en lidt mindre smertefuld behandling og fik ordnet negle på hænder og fødder i stedet. I virkeligheden er der rigtig mange steder og, hvis man googler det er det nemt at finde omtaler på de fleste steder og så er det ellers bare at vælge. Denne dag faldt valget på Gloria spa, hvor min fødder og hænder blev ordnet på samme tid af hver sin lille dame og til den utrolige sum af lidt over 50kr. Bali kan desværre give lidt dyre vaner, da det der er billigt her, desværre er hammer dyrt i dk.

Sanur er bestemt et besøg værd.

🌴🌺☀

10 skridt frem!!!!!! 👏🏼😀

Tilbage i januar havde vi til opgave at skrive om vores refleksioner omkring vores egen faglighed og muligheden for at kunne agere professionelt indenfor de givne rammer og på daværende tidspunkt havde vi begge to rigtig svært ved at sætte ord på det.
For som Maja så fint kunne formulere det; hvordan er man professionel i en ramme hvor deres arbejde er deres liv og identitet? Hvor alt flyder sammen og der fra deres side ikke er den professionelle og private opdeling som vi kender den fra Danmark?

Vi sad på trappen og skulle forestille  at skrive alle vores guldkorn ned, men der kom ikke så meget. For hvordan gør man egentlig det? Jeg havde i hvertfald ikke svaret på det og det eneste jeg kunne få frem var at jeg ikke følte mig særlig professionel, jeg følte mig ikke som en studerende og slet ikke som en pædagog. Der var langt imellem det der gav mening og tanken om, om vi nogensinde ville få et gennembrud begyndte at snige sig ind på os.

Ting tager tid!
Og det har det også gjort for os, men gennembruddet kom og vi er i løbet af den sidste uge gået noget der ligner ti skridt frem.
Det er som om at de nu, efter næsten tre måneder har opdaget at vi er her, at vi bliver ved med at være her, at vi rent faktisk kan bruges til noget og at vi rigtig gerne vil det.

Vi er kommet på skemaet og har selv været med til at planlægge hvilke dage de forskellige aktiviteter og forløb skal ligge.

Vi har stadig vores engelsktimer, som nu spreder sig fra 4-9 klasse, og vi begynder at få en fornemmelse af deres niveau og motivation for at deltage. Vi formår nu at få planlagt timerne så det giver mening for dem, og hvor der stadig er fokus på sjov og leg, og vi gør stor del i at inddrage børnene.

Fra organisationens side har de fra start været meget fokuseret på at vi skulle arbejde med de 5 børn de kalder special-needs-kids, og det er nu kommet på skemaet at vi en gang om ugen skal lave et eller andet med dem.
Vi har dog været lidt tilbageholdende med at planlægge aktiviteter kun for de 5 børn, fordi vi som sådan ikke er interesseret i at tage børnene ud af de sammenhænge og de kontekster de indgår i, for ikke at kategorisere dem som anderledes. Der er især en af pigerne som i den grad er bevidst om hvem hun er, hvordan hun ser ud, hvem der er omkring hende og hvad der foregår. Og vi har bare ikke været så sikre på at konstellationen om at tage hende ud af hendes sociale sammenhænge vil gavne hendes motivation for at deltage i en planlagt aktivitet.
Omvendt er vi også kommet frem til at vi måske bare skal go with the flow, og så se hvad der kommer ud af det, fordi det måske bare er den måde de arbejder på og fordi vi som sådan ikke er her for at lære dem noget, men i bund og grund bare gerne vil gøre noget godt for børnene og samtidig lære en masse om os selv som mennesker og pædagoger.

Vi nærmer os noget der ligner en ugentlig vejledningstime, efter at den daglige leder selv foreslog at vi kunne evaluere ugens timer hver torsdag. Det kan godt være hun ikke selv ser det som en vejledning, men vi griber den og bruger tiden konstruktivt på nogle af de tusinde spørgsmål vi stadig har og får hele tiden.

Derudover har vi også fået sat gang i et skralde projekt eller rettere sagt up-cycling projekt, som vi vil fortælle meget mere om senere.

Relationerne til børnene og de voksne i organisationen bliver bedre og bedre, gennembruddet kom på det helt rigtige tidspunkt, det hele giver mening nu og vores mavefornemmelse bliver bedre og bedre.
Vi er glade og der er også længere og længere mellem regnbygerne efterhånden.

☀🌺🌴

Jagten på det der visum 🙃🙈🙃

Da vi rejste fra Danmark havde vi på forhånd fået os et visum der ville dække os de første tres dage, efterfølgende skulle vi så forny vores visum hver måned. Det var ikke muligt at få et visum der ville dække os alle 6 måneder, selvom det klart ville have været at foretrække.

Vores visum fornyelse skulle vise sig at tage noget der lignede 2,5 uge og 4 gange frem og tilbage til immigrationskontoret. 

Day 1

Passet var pakket, vores sponsor letter var der styr på og vi havde allieret os med Aji, både til at køre os til Denpasar hvor immigrationskontoret er, men også fordi det bare altid er rart med en lokal til at hjælpe lidt med de sproglige barrierer, der nogle gange kan opstå. 

Vi følte os velforberedte og vi kørte hjemmefra kl. 7.30 for at være der i god tid og for at undgå for meget kø. 

Der var ikke særlig mange mennesker og vi kom da også til relativt hurtigt, men så stoppede den gode energi også der. 

De spurgte efter den person der havde underskrevet vores sponsorletter, spurgte hvem det er. Vi havde ingen anelse, vi vidste ikke engang om det var en mand eller kvinde, og måtte derfor fortælle at vi ikke kendte den her person. De fortalte os at den her person skulle møde op personligt sammen med os for at vise id, og for at tilkendegive at det var korrekt at vi skulle have vores visum forlænget. Og de var hverken til at hugge eller stikke i!! 

En snert af frustration begyndte så småt at indfinde sig i os og vi var allerede ved at lægge planer om at rejse ud af landet 😀 

Den snedige plan med at alliere os med Aji skulle vise sig at være ganske godt for han kom ret hurtigt i spil og fik talt med dem fra immigrationskontoret og den daglige leder i organisationen i jagten på at finde frem til den person som havde underskrevet vores sponsorletter og for at få et lille overblik over hvordan vi skulle forholde os til situationen. 

Vi kørte derfor hjem igen fra immigrationskontoret uden rigtig at vide, hvad der lige skulle ske, men med en stak papirer som vi og vores sponsor skulle udfylde. 

Da vi kom ud til organisationen var den daglige leder i fuld gang med at Skype frem og tilbage med den person der havde underskrevet vores sponsorletter og det viste sig at vedkommende ikke boede i nærheden og derfor ville det blive vanvittig besværligt at få arrangeret at han/hun skulle med. (Vi fandt aldrig ud af om det er en mand eller dame) 

Derfor fandt de frem til at en af dem i organisationen her i Tabanan nu skulle være vores sponsor sådan at det trods alt ville blive nemmere næste gang. For ja, han skal med hver gang!! Hvilket er ret tåbeligt. 

Vi aftalte at vi den næstkommende mandag skal køre mod Denpasar igen, med de forskellige papirer udfyldt, vores nye sponsorletter og vores nye sponsor - så kan det da ikke gå helt galt! 

Day 2.

En ting har vi lært - man ved aldrig hvad balineserne lige hiver ud af ærmet af overraskelser. Vi havde igen en følelse af at være godt forberedte, indtil vi på vejen mod Denpasar lige skulle gøre et kort stop ved et posthus for at hente det nye sponsorletter (det må ikke være en kopi eller en printet mail, det SKAL være det originale stykke papir), for så derefter at finde ud af at det brev var blevet sendt til organisationen, trods de dagen forinden var blevet oplyst om at det skulle afhentes på posthuset. Det var altså en køretur på halvanden time hver vej. 

Det kan godt være vi ikke forstår balinesisk, men der var ingen tvivl om at vores sponsor ikke var tilfreds og at han brugte store ord. 

Vi vendte snuden mod Tabanan igen, men heldigvis gik der ikke lang tid inden han fortalte at han havde fået fikset det sådan at en af de andre i organisationen ville komme med brevet så vi ikke skulle tilbage igen. 

Vi ventede i en halv time ca og satte da atter kursen mod immigrationskontoret - lige i tide til deres frokostpause, hvilket betød vi lige skulle vente en time mere. Men vi brugte tiden konstruktivt og fik selv noget at spise 😀 

Præcis kl. 13 stod vi klar og det blev vores tur. Vi afleverede vores udfyldte papirer, vores sponsor satte et stempel og så fik vi ellers at vide at vi kunne komme tilbage om torsdagen for at få taget et billede og betale.

 Are you kidding me??? SÅ  meget besvær for SÅ lidt!! 

Nå jamen okay så. Vi nåede trods alt lige at få afklaret at vores sponsor ikke behøvede med når vi skulle have taget billede og betale. 

Day 3. 

Det var Majas fødselsdag så derfor havde vi igen besluttet os for at vi skulle være der som de første, for ikke at skulle bruge hele dagen på det, og vi kørte derfor hjemmefra 6.45. Det var pænt tidligt og der var ikke meget skøn-sang til Maja – det kom senere på aftenen 😉

Vi var  begge to ret overbeviste om at vi skulle have taget et billede, betale og at vi så ville få vores pas med visum i, med hjem igen. Igen blev vi overrasket! Da vi hver især havde fået betalt og fået taget et billede fik vi udleveret et stykke papir, hvor der stod at vi kan komme igen den efterfølgende tirsdag for at hente vores visum. 

Meget må man give dem, men balineserne er ikke kendt for at arbejde hurtigt. 

Day 4.

Vi havde igen fået det planlagt sådan at vi ville tidligt afsted for at hente vores visum, for at vi kunne nå tilbage til organisationen og vores engelsktimer med børnene, indtil Komang spottede på det stykke papir vi havde fået udleveret at der stod, vi kunne hente det mellem kl 14 og 16. Pis og lort! Det betød at vi igen ville komme til at bruge en hel dag på det fis. 

En halv times tid tog det og vi stod med vores pas og visum i hånden igen. Stemplet d. 2. Feb og med gyldighed til d. 1. Marts – det betyder så også at vi skal igang med hele processen igen allerede fredag i næste uge 🙈

Vi fejrede det med en is kaffe på Starbucks og en tur til et vandfald

☀🌴🌺

Balinesisk bryllup 🙏🏼😀

Et balinesisk bryllup er en stor og vigtig del af livet, da det bliver anset som måden at få den materielle og spirituelle verden til at mødes i harmoni. Det er altså et ritual de kalder, Yadnya.
Brylluppet foregår over flere dage med fest og farver rundt forskellige steder.

Forud for brylluppet tager gommen og hans familie på besøg hos bruden for at fortælle at gommen ønsker at ægte bruden og hendes familie accepterer så og indvilliger i at de skal giftes.
Gommen aflægger derefter hans præst og de ældre i byen et besøg for at rådføre sig omkring hvilken dato der er bedst for afholdelse af ceremonien.
Igen besøger gommen og hans familie bruden og hendes familie, og denne gang har de gaver og ofringer med i form af mad og tøj som et symbol på at deres respekt. Det er også ved denne lejlighed at bruden og gommen udveksler ringe for at bevise de nu er en enhed.
Efterfølgende fortrækker både bruden og gommen til hver deres hjem i tre dage inden de sidste festligheder og ritualer finder sted.
Gommen og hans familie har nu et ritual hvor de skal bede i familiens tempel, hvorefter de skal hen til brudens hjem og ”hente hende hjem” til gommens hus hvor hun nu skal bo sammen med hans familie. Når de kommer tilbage til gommens hus starter den næste del af brylluppet, hvor de sidder sammen, omringet af familien. Her modtager de råd og vejledning og hvor begge familier giver deres samtykke til brudens status og som nyt medlem i gommens familie.
Der bliver udrenset for onde ånder og de gode bliver tilbedt og bliver budt velkommen sådan at brudeparret kan få et godt og rigt liv sammen.

En dag vi sad i bilen sammen med Aji kom jeg (Maja) til at nævne at det kunne være sjovt at opleve et balinesisk bryllup og inden jeg vidste af det var vi inviteret med til hans vens bryllup.
Aji vidste dog ikke, hvornår det skulle finde sted, for det er åbenbart en større videnskab. Det skal tilsyneladende passe sammen med brudens og brudgommens fødselsdage og så er spiller sol og månes cyklus vist også ind på det. I hvert fald skal de ældre i familien spørges til råds og så bliver der fundet en dato.

Halvanden uge før bryllupsdatoen fik vi at vide, at ceremonien var fastsat til 1. Februar. Derudover fik vi besked på at nu skulle der shoppes tøj/stof til tøj og da Nicklas var på besøg skulle han også iføres et balinesisk sæt tøj. Vi kørte hen i en forretning i to etager fyldt med stoffer og det var noget af en forestilling at skulle vælge imellem farver, blonder, mønstre og til sidst et bælte til taljen.
Efter mange overvejelser og farvesammensætninger fandt både Louise, Ingeborg og jeg det helt rigtige. Nicklas var så heldig at det hele var færdigsyet, så han skulle bare vælge mellem mønstre og farver.

Derefter kørte vi til en lille butik, som ved første øjekast bare lignede en lille kiosk med sodavand og snacks, men inde bagved, i det meget lille lokale, stod et par symaskiner og på hele bagvæggen hang der blondebluser og nederdele. Her blev vi målt på alle led og kanter og fik ved hjælp af billeder fra nettet forklaret, hvordan vi især gerne ville have vores bluser, også kaldet en kebaya. For omkring en halvtredser hver ville det blive syet og kunne hentes nogle dage efter.

I mellemtiden tog vi et smut til øen Nusa Lembongan for at fejre Louises fødselsdag. Udover at komme hjem til et rent hus med rent sengetøj og rene håndklæder, havde Aji hentet vores tøj.
Meget spændte prøvede vi det og måtte sande at vi ikke så helt idiotiske ud, som vi måske havde frygtet en smule. Vores såkaldte nederdele som normalt er ét langt stykke stof som skal svinges rundt om kroppen havde vi også fået syet så det var nemmere at tage på. Men nemt var det ikke at gå i, og slet ikke meter-lange skridt, for slet ikke at tale om at det nærmest var umuligt at gå op af trapper i og ind i en bil.

1februar kom og vi iførte os alle festtøjet, nogle lidt mere tilfredse end andre (Nicklas var ikke i sit es).
Ingeborgs søster og veninde, der også var besøg, havde selvfølgelig også fået en invitation. Aji havde fundet en bil, hvor vi alle kunne være og så kørte vi ellers afsted.
Da vi ankom skulle vi gå ind forbi en hel flok af kvinder der sad lige ved indgangen, der gik nærmest et vin af begejstring gennem dem alle da vi trådte ind og det føltes næsten som de ville have klappet, hvis ikke det var fordi selve bryllupsceremonien fandt sted inde i templet ved siden af. Det var lige før vi var en større attraktion end selve brylluppet.

Vi blev budt på lidt kage og en sodavand og en ældre mand spurgte om vi ville overvære ceremonien. Nicklas sagde ja helt uvidende om at vi ville blive ført midt ind i templet og placeret oppe foran, så vi kunne sidde og kigge på brudeparret og de andre gæster, hvilket var super fint da vi først var kommet derind, men turen dertil var rimelig opsigtsvækkende og vi følte lidt vi pressede os på. Men alle var meget søde og hjælpsomme og indtil himlen åbnede sig og det begyndte at styrte ned fik vi set en del af ceremonien. En længere proces, hvor der bliver udrenset for onde ånder, taget imod de gode ånder og ofret diverse ting og sager alt imens røgelse brænder for fulde gardiner og der bliver sprøjtet vand alle vegne. Et ritual der blev gentaget flere gange var at bruden, gommen og hans forældre holdt en blomst mellem hænderne, hvorefter de samlede dem og holdt dem op for hovedet, mens præsten bad for dem og sagde/sang en masse. Det blev gentaget med flere forskellige slags og farver af blomster. Derudover var der også et ritual med at brudeparret skulle skylle deres mund – de fik hældt lidt vand ud i hånden for derefter at skulle skylle munden og spytte det ud igen. Det gør de også for at rense ud for onde ånder og for at vise den anden at de nu er klar til kun at dele livet med modparten.

Desuden var der også et par vidner i form af en and og en hane, som stod i hver deres pose, for en gang imellem at blive taget ud, båret lidt rundt og så placeret i poserne igen. Det gjorde en lille smule ondt i dyrevelfærdshjertet, i hvert fald i mit 🙈

Efter vi havde set det meste af ceremonien, men som varede meget længere end, hvad vi så, blev vi tilbudt mad. Der var en hel buffet af indonesiske retter, som vi bare kunne dykke ned i.
Da vi havde spist fortalte Aji at vi kunne komme hen og møde brudeparret og ønske dem tillykke, hvilket vi selvfølgelig meget gerne ville.

Både bruden og gommen er udstyret med en slags krone, som et lavet af forgyldte blomster. De  rager godt op i vejret og vejer tilsyneladende en hel del, hvilket man godt kunne fornemme på bruden især, hun lignede i hvert fald en der syntes den var meget tung. Men ikke desto mindre var hun fantastisk smuk i både, tøj, udsmykning og make-up.

Vi hilste pænt på dem efter tur og ønskede dem tillykke og bagefter fik vi heldigvis lov til at få taget et billede sammen med dem.

Vi var alle ret taknemmelige og overvældet da vi tog derfra. Det var en stor, virkelig sjov og anderledes oplevelse og meget spændende at få så fint et indblik i kulturen, som også på dette punkt er så anderledes fra det vi kender til i Danmark.

🌺☀🌴