torsdag den 30. marts 2017

Ceremoni på stranden og imponerende Ogoh-Ogoh'er 😊☀

Det balinesiske nytår, også kaldet Nyepi er en kæmpe stor del af kulturen og noget de går vældig meget op i og forbereder til i lang tid inden selve begivenheden løber af stablen, hvilket den i øvrigt gør i flere dage også.
Nyepi-dagen er den mest hellige dag for det balinesiske folk, og de fejrer den ved at lukke alt ned, som i alt i 24 timer. Selv lufthavnen er lukket ned, ingen biler er tilladte på vejene og alt lys på hele øen bliver slukket. Lyskryds og gadelygter, alt er mørklagt. En lille skræmmende info – ved at lukke alt ned i de 24 timer reduceres CO2 udslippet med 30.000 tons.
Balineserne tror på at ved at slukke alt lys og gøre øen ”mennesketom” i 24 timer så er der ingen onde ånder der vil bosætte sig på øen og de kan derfor gå ind i et nyt år fri for ånder.

I lørdags ringede vækkeuret kl. 04.00 og Maja og jeg fik igen bekræftet at vi altså ikke er de største morgenmennesker, men nysgerrige som vi er, sagde vi ja da Aji spurgte om vi ville med til en ceremoni på stranden. Vi skulle mødes med Aji’s stor-familie i hans Village hvorefter vi i en lang linje skulle køre samlet til stranden. Den linje er tilsyneladende en ret vigtig ting for den må ikke brydes og det resulterede i at trafikken blev stoppet i diverse kryds for at gøre plads til os.
Ceremonien på stranden er en form for udrensning og en optakt til selve Nyepi-dagen, hvor de beder og giver deres ofringsgaver.

















Mandag var det karneval-dag og gaderne var fyldt med fest-glade mennesker, lange parader med musik og de hjemmelavet Ogoh-Ogoh’er. De store Ogoh-Ogoh’er, symboliserer de onde ånder og blev båret rundt i gaderne for at forvirre de onde ånders stedsans så de ikke kan finde hjem igen, og til slut blev de brændt.
Det var en spændende oplevelse og er vi begge dybt imponeret over hvor vilde og detaljeret de Ogoh-Ogoh’er var. Det var ret nemt at føle sig forholdvis lille ved siden af sådan en kæmpe. Billederne illustrerer kun et lille udblik af hvad vi så af vanvittige og imponerende Ogoh-Ogoh'er i løbet af mandagen.










Tirsdag var selve Nyepi-dagen, og ifølge det balinesiske kalenderår gik vi ind i år 1939.  Dagen bliver også kaldt silence-day, hvilket betød vi havde en dag hvor vi skulle være hjemme og ikke måtte gå udenfor. Ingen lys, ingen madlavning, ingen grin – ingenting, andet end os selv og vores tanker. Det var en lidt speciel, men samtidig sjov oplevelse for det endte da med at vi sad og spiste i mørke, kun en lille lommelygte havde vi tændt. Til gengæld var det ret vildt at fornemme roen, og helt automatisk talte vi ikke ret højt.
Vi sluttede dagen af med at nyde en helt absurd fantastisk flot stjernehimmel. Noget som kun kan opleves når alt andet lys ikke kan påvirke det.
Billedet har vi tyvstjålet fra Komang som tog det tirsdag aften, men vi har fået lov 😉
Terima Kasih 🙏🏼



☀🌺🌴

1 kommentar:

  1. Sikken en fantastisk oplevelse, meget spændende læsning. Kh Mor Lisbeth

    SvarSlet